6.500 kranieperler skal stjæle scenen til VM: - Håber Thorning vil bære den til rædselsregime

Fynsk kunstner har lavet rædselssmykke, som han håber kan komme til at snuppe noget af rampelyset ved årets VM.

6.500 kranier.

Så mange har den fynske kunstner Jens Galschiøt sat sammen på en snor til et enormt smykke.

- En for hver eneste af de arbejdere, der har mistet liver under opførselen af fodboldstadierne til VM i Qatar, siger Jens Galschiøt, der gerne vil hjælpe til med at øge fokusset på de arbejdsforhold, som VM-slutrunden er blevet til under.

Halskæden er allerede blevet båret af den fynske kendis Jim Lyngvild. Den findes også i en armbåndsudgave, som flere kendisser allerede har vist frem på sociale medier. Herunder Bubber.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er dog drømmen, at Helle Thorning vil bære den enorme halskæde til verdensmesterskaberne.

- Hun kunne være rigtig flot i den, siger kunstneren, der selv påpeger, at den enorme halskæde på trods af sin størrelse vil være et diskret opråb for den tidligere statsminister, der er formand for DBU’s Governance og Udviklingskomité.

Men hvad hjælper et armbånd med dødningehoveder i forhold til en meget alvorlig sag, hvor op mod 6.500 er døde?

- Det hjælper med til at få de krav igennem, som vi også kobler de her smykker sammen med, siger Galschiøt.

Vil ikke boykotte

Hovedkravet går ifølge Jens Galschiøt ud på at give enkerne til de døde migrationsarbejder en værdig erstatning.

Det er dog ikke den fynske kunstner, der står bag kravene, men forskellige menneskerettighedsorganisationer.

- De er meget klogere end mig, jeg har kun forstand på at lave ballade, siger kunstneren.

Jens Galschiøt melder sig dog heller ikke på boykot-holdet, som der har været stor diskussion om.

- Jeg har tænkt, 'gad vide om man egentlig skal boykotte det', men nu er det for sent, og det kører, så nu kan man lige så godt forsøge at score scenen, siger kunstneren.

Og det er altså det, som armbåndene skal hjælpe med.

Jens Galschiøt arbejder på den enorme halskæde i sit værksted.
Jens Galschiøt arbejder på den enorme halskæde i sit værksted.
Foto: Privat foto

- Jeg har det ikke sådan, at folk skal lade vær med at tage til Qatar, men hvis de gør det, så skal de gøre et eller andet for at gøre opmærksom på forholdene.

- Sport er en god ting. Det er en form for udøvelse af samvær mellem staterne, som er noget bedre end at bekrige hinanden. Det helt store problem er, at sporten bliver brugt til at legitimere rædselsfulde systemer, som det i Qatar eller Kina, forklarer Galschiøt.

Hvis man vil bruge Galschiøts armbånd til at sætte fokus på arbejdsforholdene for migrationsarbejderne i Qatar, så kan man selv lave det helt gratis på kunstnerens værksted i Næsby.

Prisen er, at man også laver et til værkstedet, som de kan bruge til at give til kendte danskere.

- Værkstedet har været fyldt med gæster, der har lavet dødsarmsbånd hele dagen, siger Jens Galschiøt.

Armbåndet er lavet i samarbejde med programmet Ringdal og Kristensen på 24syv.

Jens Galschiøt er kendt i hele verden for sin provokerende kunst. Sidste år blev hans skulptur Skamstøtten fjernet i Hongkong, hvor den havde stået siden 1997.

Oversigt

    Oversigt