Advarer forældre om nikotinprodukt til unge: - Børn ned til 11 år bruger dem

Røgfrit Odense advarer forældre til børn i folkeskoler mod de såkaldte puff bars, der indeholder store mængder nikotin og bliver brugt af helt unge børn.

Den kan ligne en tusch eller en læbestift, og den kan være let at skjule i penalhuset. 

Det er den seneste trend inden for nikotinpræparater, den såkaldte puff bar, der er tale om.

En puff bar er en e-cigaret, hvor man inhalerer damp, der kan have forskellige smage som for eksempel frugt eller slik. 

Røgfrit Odense, der arbejder med at forebygge rygning og brug af nikotinpræparater blandt børn og unge, er bekymrede, fordi man nu ser, at selv helt unge børn i folkeskolerne er begyndt at bruge dem.

Derfor har Røgfrit Odense nu skrevet til alle skoler på Aula, hvor de advarer mod puff bars.

document — Informationsbrev til forældre, 0.30 MB

- Vi blev opmærksomme på det her i foråret 2022, og vi er overraskede over, hvor hurtigt det har udviklet sig, siger teamleder hos Røgfrit Odense Annette Grinsted.

11-årige børn bruger Puff bars

Anette Grinsted fortæller, at brugen af puff bars appellerer til børn på grund af deres udseende. 

Selvom det er ulovligt at sælge e-cigaretter til børn under 18 år, er det tilsyneladene let at få fat i dem, og selv meget unge børn er begyndt at bruge dem. Ifølge Annette Grinsted bliver puff bars brugt jævnligt på flere odenseanske folkeskoler. Også af de helt unge.

- Jeg er ked af at sige det, men det det er desværre ikke unormalt, at børn ned til 11 år bruger dem, siger Annette Grinsted.

Og selvom de måske ser uskyldige ud, og dampen, man inhalerer, måske smager af slik, er en puff bar langt fra noget uskyldigt produkt.

- Vi ser alvorligt på det, fordi det er noget børn bruger, og der kan være enddog meget nikotin i sådan en. En puff bar kan indeholde nikotin svarende til mellem en og to pakker cigaretter, siger Annette Grinsted.

Snus og puff bars appellerer forskelligt

Selvom Røgfrit Odense nu har sat fokus på e-cigaretter som puff bars, er snus stadig udbredt blandt de unge, og noget Røgfrit Odense fortsat har stor fokus på.

-  Vi har tidligere været meget opmærksomme på snus, og det er fortsat noget, der bliver flittigt brugt blandt de unge. Det er måske nok en grov generalisering, men man kan sige, at snus mest bliver brugt af drenge, mens de her puff bars mere bliver brugt af piger, måske på grund af deres farver, smag og udseende, siger Annette Grinsted.

Men uanset om man som ung tager snus, vaper på en puff bar eller ryger cigaretter, er nikotinen skadelig.

- Man ved, at den umodne hjerne kan få problemer med indlæringen. Det er noget, man forsker meget i, siger Anette Grinsted.

Ingen løftede pegefingre

Anette Grinsted håber, at informationsbrevet til forældrene giver anledning til at tale med børnene om puff bars og de andre nikotinprodukter.

- Jeg håber, at forældrene vil tage en snak med deres børn om de her produkter. Og de skal gøre det med forståelse og med nysgerrighed og ikke med løftede pegefingre, siger hun.

Langeland Kommune er den eneste kommune, hvor man stadig tillader medarbejdernes rygepauser i arbejdstiden, men det kan snart være slut.

Børn, unge og tobak

Oversigt

    Oversigt