I det fynske folks tjeneste

Debat om sexisme: - Min grænse går, når det ligefrem bliver et klap i numsen

Hvor går grænsen for, hvad man kan tillade sig på arbejdspladsen? Det reflekterer medarbejdere over hos tømrervirksomheden Guldfeldt Tømrer-Snedker.

01:19

Medarbejdere hos Guldfeldt Tømrer-Snedker reflekterer over, hvad sexisme er. Video: Fotograf: Flemming Ellegaard Redigering: Jonas O. Mattsson

Der er kommet godt gang i diskussioner og debatter om sexisme på arbejdspladser. Det sker, efter at tv-vært Sofie Linde stod frem i Zulu Comedy Galla og fortalte om sine oplevelser.

I tømrervirksomheden Guldfeldt Tømrer-Snedker i Odense har de ansatte en klar holdning til, hvad sexisme er i deres bog.

Læs også Laura følte ikke, politiet troede på hende: Nu vil organisation efteruddanne politifolk

- Sexisme i min verden er, når man går over grænsen og egentlig sætter fokus på det køn, man har, fortæller Karina Fussing, der er økonomidirektør i Hans Jørgensen & Søn Entreprenører.

Mere kort og kontant lyder det fra tømrersvenden Tina Hieronymus:

- Min grænse går, når det ligefrem bliver et klap i numsen eller ragen på folk.

Dialog er vigtig

Ifølge en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø fra 2018 havde 3,6% af danske beskæftigede været udsat for sexchikane det seneste år. 38 procent af dem, der havde oplevet sexchikane, svarede, at det kom fra en kollega.

Ifølge Maj Britt Dahl Nielsen, der er seniorforsker ved Statens Institut for Folkesundhed, er det vigtigt, at man på arbejdspladsen har en dialog om, hvor grænsen går, og hvad god adfærd er.

Læs også Kvindernes kampdag: Klap bare i numsen - hvis du har fået lov

- Meget forebyggelse, også omkring negative handlinger i det hele taget, handler jo om at have en god kultur og en god omgangstone, hvor det også er okay at sige fra, fortæller hun.

Maj Britt Dahl Nielsen arbejder lige nu på en større undersøgelse om sexuel chikane, der i samarbejde med virksomheder skal være med til at forebygge, at det overhovedet finder sted på arbejdspladsen.

- Der er jo selvfølgelig forskellige kulturer på forskellige arbejdspladser, men det vigtige er, at man får talt om, hvordan det er hos os.

Kommentarer om udseende?

Tilbage hos tømrervirksomheden bliver der reflekteret over, om man må kommentere kollegaers udseende og tøj.

Læs også Brug for ny fynsk festival: Seksuelt aktive kvinder bliver stadig kaldt "ludere"

- Man skal kende, hvor modpartens grænser er henne, fordi ellers kan du komme ud på et eller andet, hvor det ikke er godt, svarer Karina Fussing, før tømrervirksomhedens afdelingschef Jens Frederik Rasmussen til sidst kommer på banen:

- Jeg synes, at der er forskel på at sige: ”Ej, hvor er de smarte, de sko” for eksempel. Det, synes jeg, er okay. Men at sige: ”Du har en god røv i de nye bukser.” Det er sexisme.