Efter ny hærværk på McDonald’s: DF'er vil sende palæstinensere til Gaza

Natten til lørdag blev McDonald's på Risingvej i Odense for fjerde gang udsat for hærværk.

En bestemt McDonald’s i Odense er endnu engang blevet udsat for hærværk, og Fyns Politi har meldt ud, at det formentlig er politisk motiveret.

Konflikten mellem Israel og Hamas skulle være omdrejningspunktet, hvilket får fynske politikere til at ryste på hovedet.

Både Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen og Socialdemokratiets Bjørn Brandenborg siger, at de ingen forståelse har for den måde at vise politiske holdninger på.

- Det er politisk, men på den dårlige måde. Det er had og ikke andet end had, siger Alex Ahrendtsen.

- Palæstinensere skal tilbage

Han var mandag på TV 2 Fyns foranledning forbi McDonald’s på Risingvej i Odense, som igen er blevet udsat for hærværk. Ruderne er ødelagte, og det samme er bestillingsstanderne.

- Restauranten her har intet med konflikten at gøre, siger Alex Ahrendtsen.

Han ser to løsninger på problemet. En kort- og en langsigtet.

- På den korte bane skal politiet fange gerningsmændene, og McDonald’s skal have vagter 24 timer i døgnet, siger han.

- Og på den lange bane skal vi hjælpe palæstinenserne med at rejse tilbage til Gaza, så de kan lave hærværk dernede.

Opmærksom på yderligere tiltag

Bjørn Brandenborg, der er sit regeringsbærende partis retsordfører, er ikke lige så konkret, når spørgsmålet er, hvordan hærværksproblemet mod McDonald’s skal løses.

- Når der i den her tid er uroligt mange forskellige steder i verden, er det også noget, der på forskellige måder påvirker os i Danmark. Og der skal vi hele tiden være opmærksom på, om der er mere vi skal gøre, og om der skal yderligere tiltag til, siger han.

- Jeg kan på ingen måde forstå, at en eller flere på den måde importerer en konflikt i Mellemøsten og får det til at gå ud over en fynsk virksomhed, siger Bjørn Brandenborg.

Fjerde hærværk

Rækken af hærværk på McDonald’s-restauranten på Risingvej i Odense begyndte i begyndelsen af november. Her kastede to mænd levende rotter ind igennem døren. 

Episoden blev filmet og florerede efterfølgende på de sociale medier, og hen over videoen stod der ”Boykot MCD/ISRAEL”.

Fyns Politi anholdt dagen efter en 20-årig mand og sigtede ham for groft hærværk i forbindelse med rottekastsagen.

Men det fik ikke balladen til at stoppe.

For siden da har den samme McDonald’s i Odense været udsat for hærværk tre gange. Senest natten til lørdag i weekenden, da en hætteklædt gerningsmænd smadrede restaurantens ruder og bestillingsstandere.

Oversigt

    Oversigt