Fynboerne kender ikke kandidaterne

Der er tre uger til Europa-parlamentsvalget, men mange kender ikke de kandidater, de kan stemme på.

Der er igen valgplakater i lygtepælene og kandidater på gaderne for at promovere deres kandidatur til Europa-parlamentsvalget.

Kandidaterne har brug for al den opmærksomhed, de kan får, for mange kender dem slet ikke.

Søndag brugte Jens Rohde (V) på at fortælle odenseanerne, at de skal stemme på ham.

Og det er nødvendigt at gøre sig bemærket, for ikke mange danskere ved, hvem kandidaterne er.

En undersøgelse i Jyllands-Posten viser, at hver tredje dansker ikke kender partiernes spidskandidater.

Det er ikke noget, der bekymrer Jens Rohde endnu, men han erkender, at EU-politik er sværere at engagere befolkningen i:

- Den største udfordring er jo at gøre det her nærværende og sikre, at folk går hen og stemmer, siger han.

Og spørger man Jens Rohde, så er valget meget vigtigt for Danmark, og det samme mener SF-kandidaten Tonni Hansen:

- Det betyder meget for Danmark, at vi er en aktiv spiller i den europæiske politik, sådan at det er vores demokratiske model, der også får indflydelse i Europa, siger han.

Mere end brochurer og chokolade

Der skal mere til end brochurer og chokolade, når kandidaterne skal overbevise vælgerne.
Der skal mere til end brochurer og chokolade, når kandidaterne skal overbevise vælgerne.

De blå og røde budskaber bliver spredt ud i Odenses gågader, men der skal mere til end brochurer og chokolade.

- Det er vores ansvar at komme ud og forklare om europæisk politik og europæiske forhold, og hvad de betyder for Danmark, hvad det betyder for hr og fru jensen derude, siger Tonni Hansen.

- Hvis man vil have med det her at gøre, så skal man overbevise befolkningen om, at man er villig til at investere sig selv, siger Jens Rohde.

TV 2/FYN spurgte flere mennesker på gågaden, om de kendte nogle af kandidaterne.

Det måtte mange svare nej til. Til gengæld ville de samme mennesker læse på lektien, for de sagde, at de havde tænkt sig at stemme den 25. maj.

Oversigt

    Oversigt