- Velkommen til Battle of the Generations lyder det i kor fra de to værter på scenen.
Fra bagtæppet kommer to hold løbende ind til hver deres bord. Team20 bestående af tre unge omkring 20 år og Team60 bestående af tre ældre omkring 60 år.
Publikum i Teater Momentums sal klapper begejstret og opmuntrende af de to hold, men værterne er lige så spændte på, hvordan aftenens gameshow kommer til at gå.
- Vi har aldrig prøvet det før. Så for at sige det ligeud, så er det én stor test, siger Erik Pold, der er medarrangør fra performancegruppen Liminal og en af aftenens værter.
Showet er en slags pilotprojekt, der skal undersøge og arbejde med forskellene på unge og ældre i Danmark i dag.
Forskel på generationerne
Da TV 2/Fyn spurgte unge og ældre på Odenses gader om de ting, der adskiller generationerne, fik vi også klare svar.
- De er meget langsomme, siger unge Natalie Freige om de ældre.
Vi havde lyst til at lave noget om generationerne, og hvordan vi ser på hinanden. Er vi dybt forskellige, eller hvor meget har vi egentlig til fælles.
- Man skal forklare dem det flere gange, fordi de ikke helt forstår, hvordan man bruger telefonerne, siger Chao Zhang, der er studerende.
- De er mere gammelkloge. Men det bliver jeg nok også selv, når jeg kommer op i alderen, tror jeg, siger Nicklas Dencker, der er studerende.
Til gengæld kan de ældre også få øje på ting, som de unge burde tænke mere over.
- De unge mennesker har ikke helt respekt for penge, altså hvad tingene koster, siger Aksel Børsting, der henviser til, at de unge i dag kan få SU i modsætning til dengang, han selv var ung.
Det er disse forskelle og fordomme, der skal i spil ifølge Erik Pold fra Liminal.
- Vi havde lyst til at lave noget om generationerne, og hvordan vi ser på hinanden. Er vi dybt forskellige, eller hvor meget har vi egentlig til fælles, siger han.
Styrker og svagheder kommer frem på scenen
I showet Battle of the Generations er de to hold af unge og ældre fundet blandt lokale fynboer, der har været friske på at kæmpe for deres generation på scenen.
Og gejsten er stor, når deltagerne bliver testet i paratviden. Hvornår blev det forbudt at slå sine børn? Og hvilket parti får flest stemmer blandt de unge? Og efterhånden bliver deltagerne også lokket ud på gulvet, hvor de skal optræde med sang og eventyr.
Publikum er med til at give points til de to hold ved at give ekstra høje tilråb. Og den form for publikumsinddragelse er vigtig for Erik Pold.
- Det er utrolig uforudsigeligt, hvad der sker. Det er altid overraskende. Og man lærer en hel masse om, hvem det egentlig er, vi laver scenekunst for.
I løbet af showet kommer de to hold ud af deres vante rammer ved at dyste i dansekonkurrencer til stor morskab for både dem selv og publikum. Især da de ældre giver den gas til Kidd's nummer 'Ik lavet penge'.
Ikke overraskende bliver barriererne og fordommene mellem de to generationer stille og roligt brudt ned i løbet af aftenen.
Også på gaden har både de unge og ældre stor forståelse for hinanden, når vi kommer bag fordommene.
- På en måde beundrer jeg mange unge mennesker, for der er mange, der er virkelig dygtige. Nu er jeg fra 1935, og jeg synes, jeg var dygtig dengang, jeg gik i skole og gymnasiet, men i dag er der nogen, der er meget dygtigere, slår Aksel Børsting fast.
Og hans kone supplerer.
- Der er også så mange krav til de unge. De skal kunne det hele. De skal se godt ud, klare deres studium og også gerne have et fritidsjob, siger Birthe Børsting.
Forståelsen går også den anden vej fra de unge.
- Jeg synes, at min generation, den yngre, slet ikke kender til den høflighed, som de ældre kender, siger Christian Andersen, der er studerende.
- Jeg misunder dem, for de ved jo meget mere end jeg gør. De er meget ældre end mig og har oplevet meget mere i det virkelige liv, siger Chao Zhang.
Potentiale til mere
Battle of the Generations er kun blevet opført to gange - og kun i Odense. Men Erik Pold håber, det kan blive til mere.
- Vi håber ved at lave denne test at finde en måde at lave det på, så det bliver helt enkelt og sjovt. Så kan vi gå videre med det og få nogle andre til at blive interesseret. Altså andre teatre eller kulturhuse, der synes, det kan være sjovt at sætte fokus på, siger Erik Pold.
Denne aften vandt det unge hold med flest points, men resultatet kan ændre sig en anden dag. Og ifølge én af de ældre deltagere, er pointene slet ikke vigtige.
- Det er herligt. Vi har rigtig meget at lære af hinanden på den gode måde. Og ved at gøre noget, bliver det rigtig sjovt. Og det her er sjovt, slår Anne Grethe Toksvig fra Team60 fast.
Herunder kan du se tv-indslag om Battle of the Generations.