Kvinde anholdt efter brand i Odense

Politiet mistænker en 54-årig kvinde fra Midtfyn for at have sat ild til noget buskads tæt på en etageejendom i Åløkkekvarteret.

Tidligt mandag morgen opdagede en 29-årig mand, at der var ild i et buskads ved et toetagers hus på Kong Georgs Vej i Åløkkekvarteret i Odense.

Da politiet kom frem, havde manden slukket bålet og tilbageholdt en 54-årig kvinde, som politiet mistænker for at have lavet bålet op ad huset. 

Kvinden, der er fra Midtfyn, venter mandag morgen på at blive afhørt, og herefter vil det blive afgjort, om hun skal fremstilles i grundlovsforhør og sigtes for forsætlig brandstiftelse, fortæller vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi.

En meter fra hus

Branden, der var påsat i noget buskads en meter fra etageejendommen, blev opdaget lidt før klokken fire mandag morgen.

Den 29-årige mand, der ringede efter politiet, kommer fra Nyborg.  

Der kom ingen personer til skade i forbindelse med branden, og etageejendommen har heller ikke taget skade som følge af flammerne.

Opdatering: Fyns Politi oplyser mandag aften, at kvinden er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Oversigt

    Oversigt