Mikkel jagtede følelsen af at ’svæve på en sky': - Jeg trænede stort set hver dag

Træning er godt og sundt, men for nogle kammer motionen over. Ifølge en psykolog og forsker i træningsafhængighed, er unge i særlig risiko for at ryge ind i et usundt mønster. Mikkel på 24 år oplevede sidste sommer, hvordan træningen tog styringen i hverdagen.

Mikkel Lange var lige blevet opereret og havde fået at vide, at han skulle sætte sin træning på pause i en måned, fordi såret skulle have tid til at hele.

Men han kunne ikke holde sig i ro.

- Jeg sad derhjemme på en spisestol med håndvægte og prøvede at lave nogle skulderøvelser og bicep curls (træningsøvelse for overarmen, red.). Jeg tror, at det var dér, det gik op for mig, at den var ikke helt god.

quote Jeg tilsidesatte det meste af mit andet liv for at fokusere på træningen

Mikkel Lange, 24 år, Odense

Operationen var i februar, og forud for den havde den 24-årige studerende haft et intenst forhold til træningen.

- Om jeg var træningsafhængig? Ja, det vil jeg nok sige. Jeg tilsidesatte det meste af mit andet liv for at fokusere på det.

Trænede stort set hver dag

To år før var Mikkel Lange startet på et vægttab, hvor han begyndte at styrketræne og gå lange ture.

- Jeg har været meget svært overvægtig mange år af mit liv. Et eller andet slog klik for mig, og så tænkte jeg: Måske skal man ikke dø af hjerte-kar-sygdomme i en alder af 25.

I sommeren 2020 tog Mikkels træning til, og han var nede i universitets fitnesscenter stort set hver eneste dag sommeren igennem. Nogle gange både morgen og aften.

Dækbiklleder0
Foto: Sofie Kirkegaard Øritsland & Natacha Djervad Danielsen

- Når man havde vænnet sig til at træne så meget, som man gjorde, var det svært at gå tilbage til en almindelig hverdag, så snart semesteret startede igen. Hvor træning ligesom tog prioritet over de andre ting.

Det kunne for eksempel være, når han sagde nej til øl med vennerne for at træne. Eller når han skippede en forelæsning for at komme ned at træne.

- Det blev nærmest det eneste, man tænkte på. Jeg kunne godt nå det punkt, at hvis man blev nødt til at misse en træning, så – jeg vil ikke bruge ordet angstanfald – men man fik det lidt dårligt med sig selv, når man ikke nåede målene. 

Vi vender tilbage til Mikkel om lidt, men lad os lige se nærmere på, hvornår træning går hen og bliver usundt.

Hvordan kan noget sundt være skidt?

For som udgangspunkt er træning både sundt og godt for os. Men for en gruppe motionister kammer træningen over og kan gå hen at blive usund.

- Det kan komme til at styre ens liv - og blive vigtigere end ens relationer og helbred. Når man overtræner over længere tid, kan man få langvarige skader, blive ensom og tro, at hvis man træner mere, så får man det bedre, siger Mia Beck Lichtenstein, der er psykolog og forsker i træningsafhængighed hos Syddansk Universitet.

Forskellige undersøgelser af træningsmiljøer viser, at mellem 3-9% har symptomer på afhængighed. Og unge kan være i øget risiko for at ende der, fortæller Mia Beck Lichtenstein. Ligesom bestemte personlighedstræk kan være en faktor:

- Hvis man er meget perfektionistisk, ambitiøs, målrettet og optaget af at præstere og få nye oplevelser, så er der en større risiko for, at man har symptomer på træningsafhængighed.

Her er symptomerne på træningsafhængighed


Jagtede følelsen af at ’svæve på en sky’

Mikkel Lange kan blandt andet nikke genkendende ignorere kroppens signal om brug for hvile.

- Sådan noget med knapt nok at kunne gå op ad trapper - og så stadig gå ned at træne ben.

Samtidig med at han jagtede 'svæve-på-en-sky'-følelsen, som en god træning kunne give han, oplevede han også, at den trænede krop gav mere opmærksomhed både fra venner og fremmede.

- Man fik jo at vide af ens venner, at man så pisse godt ud, og man gjorde det godt. Det er jo noget, man også får mere selvtillid af.

Det var svært at se, når man stod i det, fortæller han om perioden, hvor træningen var centrum. Men pausen efter operationen i februar satte tanker i gang.

- Nu hvor man er kommet ud af det, vil jeg nok sige, at det ikke var et sundt forhold til træning.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Handler om at finde balancen

I dag træner Mikkel Lange stadig meget, men har fået et andet forhold til træningen.

- Det er stadig en stor del af mit liv, men det er ikke noget med at leve i konstant smerte, og hvis man misser en enkelt dag eller to, så går det nok, fortæller han. 

- Jeg tager mere vægt og er stærkere end, jeg nogensinde har været før, selvom jeg træner nok halvdelen af den volumen, jeg plejede at gøre. Så det viser også bare kraften bag at have hvileperioder.

Det handler om at finde en balance, hvor træningen ikke styrer ens liv. For man kan sagtens være passioneret omkring sin træning og træne meget, uden at være afhængig, forklarer Mia Beck Lichtenstein.

- Så længe ens træning først og fremmest er drevet af lyst og begejstring, så skal man bare træne løs, lyder det med et stort smil fra Mia Beck Lichtenstein.