I det fynske folks tjeneste

Negativ social kontrol: - Jeg hører stadig, at jeg skal få styr på mit liv

Roya Moore blev juridisk skilt i Danmark i 2014. Alligevel får hun stadig at vide, at hun skal få styr på den religiøse skilsmisse hos en imam.

00:57

I Odense er der indført en parallel retsinstans, der tager sig af konflikter og skilsmissesager. Video: Thomas Greve

Tilbage i 2014 søgte Roya Moore om skilsmisse i Danmark. Hun blev juridisk skilt ifølge den danske lovgivning, men flere mente, at det ikke var nok.

Læs også Songuls far giftede hende væk: - Andre skal ikke stå alene, som jeg gjorde

- Da min danske skilsmisse var på plads, fik jeg spørgsmålet igen og igen om, hvornår får du styr på din religiøse skilsmisse, siger hun.

Selv efter så mange år siger nogle stadig til hende, at hun skal få styr på sit liv.

- De siger, at jeg er en ordentlig kvinde, og at det ikke er i orden, at jeg ikke har den religiøse skilsmisse på plads. De siger, jeg skal tage til min moske, opsøge en imam og få det i orden, siger hun.

En parallel retsinstans

I fredags udtalte Ph.d. Jesper Petersen, en af landets førende eksperter inden for religiøse råd, til Berlingske, at der i Odense er indført en parallel retsinstans, der tager sig af konflikter og skilsmissesager.

Det har ifølge Roya Moore haft store konsekvenser for muslimske kvinder i Odense.

- De føler, at deres frihed er afhængig af at få en godkendelse fra en imam. De kan sådan set ikke gå videre med deres liv, før det sker, siger hun og fortsætter:

- Det er det, der bliver problematisk. At deres frihedsrettigheder bliver begrænset og gjort afhængige af en imam.

Spiller en stor rolle

Helle Lykke Nielsen, der er lektor og Ph.d. på Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, mener, at imamerne i Vollsmose har en stor autoritet.

- De spiller en rigtig stor rolle. Deres grund til at være der er, at de skal vejlede de muslimer, der bor i et vestligt land, altså her i Vollsmose, til at leve et rigtigt muslimsk liv.

Hun mener, det kan have konsekvenser, når der bliver brugt social kontrol mod kvinder. 

- Det er ekstremt dramatisk for de kvinder, det går ud over, som lever i et svært ægteskab, hvor der er psykisk vold, siger hun og fortsætter:

-Der kan være alle mulige ting, som gør, at kvinden vil ud af det og ikke kan komme det religiøst. Det er da en katastrofe.

Læs også Reagerer på negativ social kontrol: - De gamle mænd skal stoppes

Ifølge Roya Moore er det kvinderne selv, der skal være bedre til at råbe højt, når der foregår negativ social kontrol i de muslimske miljøer.

- Det er ikke sjovt at stå i den situation. Jeg har efterhånden opbygget en indre styrke for at kunne sige det højt. Det er ikke alle, der har det, siger hun

Hun mener, at samfundet skal være bedre til at sige fra og støtte op omkring de mennesker, som siger fra overfor den sociale kontrol.

Noget kan dog tyde på, at problemet med social kontrol er mindre i dag end tidligere. Det mener i hvert fald Mette Severin, der er kontaktperson for unge i Vollsmose. 

- Jeg får ikke i samme grad henvendelser omkring negativ social kontrol, som jeg gjorde for ti år siden. Hermed sagt, at jeg selvfølgelig tror på de mennesker, der står frem, og de kvinder, der står frem og fortæller, at det er et problem, siger hun.