Nyt våben mod alvorlig sygdom: Revolutionerende skanner indviet på OUH

En ny avanceret skanner giver fra tirsdag OUH nye muligheder for diagnosticering og behandling af blandt andet børnesygdomme, ledsygdomme og kræft.

Den har været flere måneder undervejs, men nu er OUHs nye PET/MR-skanner indviet. Fra og med tirsdag er hospitalet i Odense dermed er det eneste sted i landet udover Rigshospitalet, der har den avancerede teknologi til rådighed.

Den nye skanner kombinerer teknikkerne i de nuværende PET- og CT-skanninger, og det betyder, at lægerne får helt nye muligheder for at undersøge og diagnosticere patienterne. Samtidig får forskerne bedre indblik i kampen mod hjernekræft, demens og neurologiske lidelser. 

PET/MR-skanneren skiller sig ud fra de eksisterende PET- og CT-skannere ved, at MR i modsætning til CT ikke bruger røntgenstråler, men derimod magnetfelter og radiobølger. Det giver langt mere detaljerede billeder uden brug af stråler – to afgørende faktorer, når man skal undersøge for eksempelvis lidelser i hjernen eller har børn som patienter.

- Vi håber, at kombinationen gør, at vi kan få ekstra oplysninger om patienterne, og samtidig kan vi spare dem for flere skanninger, da vi nu kan lave det i hele i et huk, siger Henrik Petersen, der er specialeansvarlig overlæge på OUH.

Opdager sygdomme hurtigere

MR-skanningen kan med stor nøjagtighed se forskel på forskellige slags væv, og PET-skanningen viser processerne i kroppen.

Teknikken betyder, at lægerne nu kan spotte sygdomme langt tidligere i forløbet og dermed starte behandlingen af blandt andet ledgigt og ryglidelser tidligere. 

- Vi håber, at vi kan skanne demens hurtigere og se, hvilken form for demens der er tale om, og samtidig får vi en kortlægning af hjernen, så vi for eksempel kan se om der er tumorer, siger Henrik Petersen.

Skannerens høje præcision og lave stråling betyder også, at man med skanneren kan følge en sygdoms udvikling og se, om en kræftbehandling virker. Det skyldes, at man med skanneren kan se selv små ændringer og følge dem løbende, uden at patienten tager skade af de gentagne skanninger.

Bedre behandling af børn

Samtidig giver PET/MR-skanneren håb for for bedre behandling af børn med den sjældne og svære sygdom medfødt fokal hyperinsulinisme. Børn kommer til H.C. Andersen Børnehospital på OUH fra lande som Rusland, England og Singapore for at få højspecialiseret kirurgi i bugspytkirtlen. Her betyder skannerens mere præcise og detaljerede billeder, at OUH kan tilbyde børnene en mere præcis og sikker kirurgi - og en undersøgelse uden CT-skannerens stråler.

Endelig kan skanneren også bruges af hjerneforskere til at kortlægge stress og Alzherimers.

- Perspektiverne er uendelige. Vi starter ud med hjerneskanninger, men vi kan i princippet også skanne for cancer mange steder i kroppen, siger Henrik Petersen.

Oversigt

    Oversigt