OB drømmer om pokaltitel og Europa i sæsonafslutningen

OB går ind i en uge med den første af to pokalsemifinaler mod Sønderjyske, og målet er at gå videre.

OB er i gang med at levere en flot slutspurt på sæsonen. Fynboerne har hentet 11 point i de seneste 5 kampe i Superligaen, og nu venter der to pokalsemifinaler mod nedrykningstruede Sønderjyske.

Det første af de to opgør finder sted på onsdag i Haderslev, og cheftræner Andreas Alm har fokus på at gå videre til finalen, selv om han påpeger, at det ikke bliver nemt.

Det fortalte han efter OB's overtidssejr på 2-1 mod AGF i Superligaens nedrykningsspil.

- Vi har al fokus på pokalen. Hvis det er muligt at have fokus på to turneringer, hvilket jeg tror, vi har, så er al fokus på onsdag.

- Det bliver to hårde kampe mod Sønderjyske. Vi har haft problemer mod dem, og vi har før haft hårde kampe mod dem.

- Vi ser det som om, at vi skal gå videre, og jeg tror, at Sønderjyske ser samme mulighed for dem. Sådan er det, men vi ved, at det har været hårdt at tage point mod dem, siger Andreas Alm.

En kæmpe bedrift

Hvis fynboerne går hele vejen og kan løfte pokalen på Kristi himmelfartsdag på Brøndby Stadion, vil det være en kæmpe bedrift ifølge Andreas Alm.

- Det kræver stadig mange gode præstationer fra os. Lige nu er det en drøm, men hvis det bliver virkelighed, vil det være en drøm, der går i opfyldelse.

- Det vil betyde, at vi skal spille i Europa, og at vi får en titel, siger cheftræneren.

OB-anfører Jens Jakob Thomasen lægger heller ikke skjul på vigtigheden af de kommende semifinaler.

- Det er en mulighed for, at vi kan få lavet noget kæmpe stort i den her sæson. Vi har enorm meget fokus på det.

- Det vil være kæmpe stort for os. Det er alt for lang tid siden, at OB har været i pokalfinalen. Jeg er en gang røget ud af en pokalsemifinale over to kampe, og det vil jeg helst ikke gøre igen, siger midtbanespilleren.

Skal have ny inspiration

Det bliver desuden også anførerens sidste mulighed for at vinde en titel med OB i denne omgang.

I fredags blev det annonceret, at midtbanespilleren ikke får forlænget sin kontrakt, og han skal derfor finde en ny arbejdsgiver til sommer.

Det kom dog ikke som nogen overraskelse for den 25-årige anfører, der vil gøre sit bedste for OB i den sidste tid i klubben, hvor han har været i hele sin professionelle karriere.

- Det har ikke været voldsomt for mig. Det passer fuldstændig sammen med den plan, jeg har lagt sammen med mine agenter og den aftale, jeg lavede med OB i sin tid. Der er intet i klemme mellem mig og OB.

- Planen er, at jeg skal ud at få noget ny inspiration og noget ny energi, når jeg har afleveret OB på den bedst mulige vis.

- Det er den motivation, jeg har, og jeg er bekendt med, at jo bedre jeg gør det, jo bedre ser mine muligheder ud, siger Jens Jakob Thomasen.

Oversigt

    Oversigt