OB udbygger FCN-krise i fejlbehæftet forestilling

FCN fortsatte sin krise, og OB fik tre tiltrængte point, da fynboerne slog gæsterne med 2-0 i en uskøn affære.

OB slog søndag FC Nordsjælland 2-0 på hjemmebane.

Begge hold havde masser af chancer, som i høj grad var et udtryk for et hav af personlige fejl, særligt i første halvleg.

Begge klubber var inden kampen placeret lige over nedrykningsstregen med 16 point, og derfor var der tre yderst vigtige point på spil i efterårets sidste Superligakamp for de to mandskaber.

Det var to hold, der pressede højt, og det medførte mange opspilsfejl, hvor særligt OB var skyldige i den disciplin i kampens indledning.

Det gav til gengæld også muligheder, når mandskaberne fik spillet sig ud af hinandens pres, hvor der ofte var en motorvej igennem midten af banen for begge hold.

Mange OB-fejl

FCN startede bedst, eller man fristes måske til at sige, at det var OB, der startede dårligst. FCN skabte mange chancer i kampens indledning, og fællestrækket var, at de fleste kom efter personlige OB-fejl.

Magnus Kofod fik en god mulighed i kampens indledning, men midtbaneprofilen afsluttede svagt, så OB slap med skrækken.

Herefter fulgte et tungt FCN-pres, hvor OB virkede rystede i defensiven, men fynboerne lykkedes med at stå i mod.

OB åd sig stille ind i kampen, og efter et par advarsler fra hjemmeholdet var Issam Jebali på pletten, da kantspilleren hamrede mandskabet i front efter 20 minutters spil.

Scoringen så ud til at ryste FCN, for selv om udeholdet forsøgte at presse på efter målet, var det OB, der var farligst, og mandskabet burde have udbygget føringen, men Bashkim Kadrii brændte, da angriberen var alene igennem med FCN-keeperen Emmanuel Ogura.

Den resterende del af kampen var meget jævnbyrdig. FCN havde bolden meget, men havde ikke kvalitet nok til at skabe de nødvendige chancer.

I stedet var det den indskiftede angriber Max Fenger, der lukkede kampen til 2-0 i slutfasen.