Se video: Superbil eksploderede på Åsumvej

Ifølge vidner blev to personer kørt på sygehuset efter voldsomt uheld i superbil i Odense NØ.

Opdateret
Clock25. jan 2020, kl. 16:15
Artiklen er gennemskrevet med blandt andet kommentarer fra Fyns Politi.
Clock25. jan 2020, kl. 16:45
Artiklen er opdateret med mere video.

En McLaren-superbil kørte kort før klokken halv to lørdag eftermiddag galt på Åsumvej i Odense NØ.

Et vidne fortæller til TV 2/Fyn, at bilen kørte vildt og med meget høj fart kom ud af kontrol og torpederede en række træer i græsrabatten i midten på den firsporede vej. Herefter brød bilen i brand.

- Bilen nærmest eksploderede, fortæller vidnet til TV 2/Fyn. Vidnet kørte lige bag den forulykkede bil.

Vagtchef Henrik Krøjgaard, Fyns Politi, oplyser at bilen er en McLaren 650s Spider. Sådan en superbil koster med et hurtigt opslag på internettet i omegnen af fire millioner kroner på danske nummerplader.

Der var to passagerer i bilen og de blev begge kørt på sygehuset.

- Der er ikke tale om alvorlig personskade, så de får ikke mén efter uheldet, siger Henrik Krøjgaard.

Føreren af bilen er født i 1990 og kommer fra Vejle, mens passageren er født i 1996 og har bopæl i Odense.

Henrik Krøjgaard oplyser, at bilen ikke er stjålet, Han kan desuden ikke sige noget om, hvorfor uheldet sker, men fortæller at bilen kom kørende mod vest i retning mod Ejbygade, da føreren mistede herredømmet over den potente køremaskine.

Ifølge indsatsleder Christian Holm, Beredskab Fyn, brændte bilen meget krafitg, da brandvæsnet ankom, og de to mænd var selv kravlet ud af bilen.

Branden var så voldsom på grund af de materialer, bilen er lavet af.

- Det var en meget kraftigt brand. Bilen er lavet af kulfiber og aluminium, kulfiber er meget brandbart og når ilden først får fat i aluminium, så kommer der først gang i den. Lidt ligesom fyrværkeri der gnister, forklarer indsatslederen.

 
 
 
Foto: Localeyes / Frants Johannsen
 
 
Foto: Localeyes / Frants Johannsen

 

Oversigt

    Oversigt