Unge kørte ind i husmur: To døde og en kvæstet

Tre yngre mænd i en personbil kørte af uvisse årsager ind i en husmur. Politiet ved ikke, hvad der gik galt.

To yngre mænd er afgået ved døden, og en er i kritisk tilstand efter en soloulykke fredag aften med en personbil i det centrale Odense.

Det oplyser vagtchef Sten Nyland hos Fyns Politi.

Bilen, en ældre, grøn BMW, kom kørende med høj hastighed ad vejen Østerbro i Odense i retning mod øst. Pludselig skrider bilen ud og rammer en lygtepæl, hvorefter den kører ind i en husmur.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ingen vidner til ulykken

De tre personer i bilen er alle yngre mænd i starten af 20'erne, oplyser vagtchefen. Der var ingen vidner til ulykken, og politiet har fortsat spærret af ved ulykkesstedet.

- Vi arbejder derude endnu det næste stykke tid. Vi har endnu ikke fundet ud af, hvad der er gået galt, sagde vagtchef Sten Nyland kort før klokken 01.00 natten til lørdag.

Af gode grunde har det ikke været muligt at afhøre nogen i forbindelse med ulykken, men der har været en bilinspektør ude, der i øjeblikket er ved at prøve at redegøre for, hvordan ulykken kan være sket.

Politiet fik anmeldelsen klokken 21.47 fredag aften og håber, at vidner, der eventuelt har set noget forud for ulykken, vil henvende sig.

De pårørende til de tre personer i bilen er blevet underrettet om ulykken.

Oversigt

    Oversigt