Indsatsleder: Derfor gav branden i Svendborg et højt brag

Fredag udbrød en brand i virksomheden Ceropa i Svendborg. Vidner oplyser, at der var tale om en eksplosionsagtig brand. Brandårsagen skal nu undersøges til bunds.

Fredag formiddag er der brudt brand i en bygning hos virksomheden Ceropa i Svendborg. 

Flere kilder på stedet fortæller til TV 2 Fyn, at der også hørtes et brag, muligvis en eksplosion fra den bygning, hvor branden er brudt ud. Indsatslederen kan ikke komme nærmere ind på brandårsagen, men har et muligt bud på braget.

- Vi kan ikke bekræfte, at braget er sket, for vi har ikke hørt det. Men vi forestiller os, at det er nogle tagplader, der ligger på taget, som er sprunget. Det kan godt give nogle meget høje brag, siger Allan Lemming der er indsatsleder ved Fyns Politi.

Han understreger samtidig, at brandårsagen endnu er uklar. Nu går undersøgelserne i gang, og politiet skal snakke med vidner i området og undersøge sagen til bunds.

Syv personer indlagt - ikke alvorligt

Politiet opfordrer beboere i området til at trække indendørs, da røgen fra branden er giftig. 

- Vi har sendt besked ud til boliger og virksomheder i området om, at de skal gå indendørs. Og dem i fareområdet har vi evakueret. Hvis man oplever ubehag, skal man søge læge, siger indsatslederen.

Syv personer nåede dog at indånde røgen. De arbejder på nabovirksomheden og er sendt til observation på henholdvis Svendborg og Odense Sygehus.

 Indsatslederen oplyser fredag eftermiddag til TV 2 Fyn, at det ikke er alvorligt.

- Det er ikke noget alvorligt. De bliver målt, hvad de har af kulilte i blodet, og så er det ud igen. Så det er ikke alvorligt, understreger Allan Lemming.

Oversigt

    Oversigt