Odense-politiker nummer to på Konservatives fynske stemmeseddel

Kristian Guldfeldt (K) sidder i Odense Byråd, men satser nu også på at komme i Folketinget. Han er netop valgt som Konservatives andet bud på en fynsk folketingspolitiker.

De Konservatives Kristian Guldfeldt fra Odense Byråd er netop opstillet som nummer to på den konservative liste til det kommende folketingsvalg.

Han ligger dermed lige efter spidskandidaten - den nuværende børne- og socialminister Mai Mercado.

Kristian Guldfeldt er politisk ordfører for den konservative gruppe i Odense Byråd. Han understreger dog, at det ikke betyder et farvel til Odense Byråd, hvis han skulle blive valgt til Folketinget.

- Det er min helt klare ambition, at jeg gerne vil blive i Odense Byråd, samtidig med at jeg sidder i Folketinget. Det er det nære, der er vigtigt for mig, og jeg er glad for at sidde i byrådet, siger Kristian Guldfeldt til TV 2/Fyn

Som målingerne ser ud på nuværende tidspunkt, kommer der med stor sandsynlighed kun ét konservativt mandat til Fyn.

Men skulle blå blok gå hen og vinde valget, er der gode muligheder for, at Kristian Guldfeldt kan få sin daglige gang på borgen. Det kræver dog, at De Konservative vel og mærke bliver en del af regeringen igen, og Mai Mercado endnu engang bliver minister. 

Efter seneste Folketingsvalg og efter De Konservative i 2016 trådte ind i regeringen har det været Anders Johansson, der har været suppleant for De Konservative. Ved sidste folketingsvalg i 2015 fik Anders Johansson 695 personlige stemmer på Fyn.

Han har dog siden skiftet Fyns Storkreds ud med København, hvor han nu er spidskandidat i Bispebjerg og Indre København. 

Kristian Guldfeldt har ikke tidligere været opstillet til Folketinget, men ved det seneste byrådsvalg i Odense opnåede han 847 personlige stemmer.

Konservative opstillingsliste Fyns Storkreds.

 

Oversigt

    Oversigt