I det fynske folks tjeneste

16-årig varetægtsfængslet for forsøg på gaderøveri

En 16-årig dreng blev onsdag varetægtsfængslet i fire uger mistænkt for forsøg på gaderøveri.I forvejen har den unge en voldsdom og er sigtet for flere røverisager.

En 16-årig dreng er i dag ved et grundlovsforhør i Retten i Odense blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det sker, efter han angiveligt forsøgte at begå et gaderøveri i Assens i juli måned.

Drengen henvendte sig til tre unge mænd og ville have deres scooter, penge og girokort, fortæller Signe Gråkjær Petersen, der er anklagerfuldmægtig ved Fyns Politi.

- Drengen kom dog ikke afsted med det, da de tre unge mænd nægtede at udlevere det til ham, siger hun.

Kriminel historie
Den 16-årige er i forvejen kendt af politiet. For nylig blev han nemlig dømt for vold, og derudover er han sigtet for yderligere to tilfælde af røveri og forsøg på røveri, som han tidligere har været varetægtsfængslet for. Derfor mente dommeren, at der var risiko for en gentagelse, og det blev den nuværende varetægtsfængsling begrundet med.

- Røveriforsøget, som han tidligere har været varetægtsfængslet for, mindede om det, han har begået nu, siger Signe Gråkjær Petersen.

På grund af drengens alder skal han under varetægtsfænglingen opholde sig på en lukket institution for unge.

Selv nægter han sig skyldig, og han overvejer at anke afgørelsen.

Ved du noget? Så send os et tip