I det fynske folks tjeneste

16-årigt skuespilstalent jagter Bodil fra Midtfyn

Til daglig er en hun elev på Ryslinge Efterskoles teaterlinje. Men i disse dage kan 16-årige Martha Sofie Wallstrøm Hansen også gå og glæde sig over at være Bodil-nomineret for sin rolle i Kollektivet.

05:11

Om en lille måned uddeles Bodilprisen 2017. Det betyder også, at en række kendte skuespillere og erfarne filmfolk møder op på den røde løber. I år får de følgeskab af en ung dame, der til daglig går på Ryslinge Efterskole på Midtfyn.

Sidste år medvirkede den unge skuespillerinde Martha Sofie Wallstrøm i Thomas Vinterbergs film 'Kollektivet', hvor hun spillede Ulrich Thomsens og Trine Dyrholms datter.

Selvom det var hendes første film, er hun nu blevet nomineret til en Bodil i kategorien bedste kvindelige birolle.

- Det har været en sindsyg fed erfaring at være med i filmen. Jeg har altid brændt for teater, men det her har været min første rigtige filmrolle, siger Martha Sofie Wallstrøm.

Filmen 'Kollektivet'

  • Kollektivet er en dansk film fra 2016 instrueret af Thomas Vinterberg 
  • Af kendte navne på rollelisten er Ulrich Thomsen, Trine Dyrholm og Lars Ranthe
  • 'Kollektivet' foregår i København i 1970erne og handler om akademikerparret Erik og Anna 
Kilde: Kino.dk

Overrasket over nominering

Martha Sofie Walsstrøm modtog for kort tid siden et opkald af Thomas Vinterberg selv, som sagde stort tillykke til skuespillerinden. Hun var dog i tvivl om, hvad han mente.

- Tillykke for hvad, sagde jeg bare. Du er blevet nomineret til en bodil, sagde han. Også blev jeg bare helt vildt overvældet, det var ikke lige noget, der havde strejfet mine tanker, siger Martha Sofie Wallstrøm.

Martha Sofie Wallstrøm har arbejdet fuldtid i to måneder på filmen. Hun arbejdede blandt andet sammen med skuespillere som Trine Dyrholm og Ulrich Thomsen.

- Jeg har lært sindsyg meget af de andre skuespillere. Det har været hårdt, at skulle arbejde så intenst med andre. Det har modnet og lært mig rigtig meget, siger Martha Sofie Wallstrøm.

Bodil Prisen 2017

  • “Bodil” er kritikernes filmpris
  • Fra 1948 til i dag har Danske Filmkritikere uddelt “Bodil”-priser til danske og udenlandske film 
  • Danske Filmkritikere er dagspressens filmskribenter
  • “Bodil” er uafhængig af kommercielle interesser og fungerer som en pejling af hvilke film og skuespillere, kritikerstanden opfatter som mest prisværdige
Kilde: Bodil Prisen