Skyderi i Vollsmose: 23-årig anholdt - ingen ramt

Fyns Politi er fortsat tilstede i Vollsmose efter torsdagens skyderi i Bøgeparken.

Kort før klokken 21.00 torsdag aften meddeler Fyns Politi, at der er anholdt en 23-årig mand i forbindelse med det skyderi der foregik i Odense-bydelen Vollsmose ved 14-tiden.

Samtidig skriver politiet, at man mener at årsagen til skyderiet i Vollsmose skyldes et internt opgør mellem lokale grupper i området.

Den 23-årige mand vil blive afhørt senere torsdag aften.

I forbindelse med eftermiddagens efterforskning er der fundet flere patronhylstre i området ved torvet i Bøgeparken, men der er fortsat ingen meldinger om personer, der er ramt af skud.

Efterforskningen fortsætter, meddeler Fyns Politi, som stadig er tilstede i og omkring bydelen i "tryghedsskabende øjemed".

Oversigt

    Oversigt