I det fynske folks tjeneste

30 måtte evakueres under brand i Odense

30 personer blev revet ud af deres nattesøvn, da der natten til søndag udbrød brand i en lejlighed på Regner Lodbrogs Vej i Odense.

En lejlighed i Odense udbrændte natten til søndag, mens familien er på ferie.

30 personer blev revet ud af deres nattesøvn, da der natten til søndag udbrød brand i en lejlighed på Regner Lodbrogs Vej i Odense.

- Branden opstod i den øverste lejlighed i ejendommen og bredte sig herfra til tagkonstruktionen, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi, Kim Munksgaard.

Beboerne i ejendommen blev evakueret, men branden var hurtigt under kontrol.

- Vi evakuerede 30 personer omkring klokken to, og en times tid senere kunne de alle vende tilbage til deres lejligheder, siger Kim Munksgaard.

Familien, der boede i den lejlighed, hvor branden opstod, er på ferie, og den kommer hjem til en grim overraskelse.

- Lejligheden er helt udbrændt, siger Kim Munksgaard.

Politiets teknikere skal nu undersøge lejligheden for at fastslå brandårsagen, men de første undersøgelser tyder på, at der er tale om en fejl i elektriske installationer.

- Det ser umiddelbart ud som om, at branden er opstået ved køleskabet i køkkenet, fortæller vagtchefen.

Ved du noget? Så send os et tip