32-årig kvinde anholdt i sydfynsk voldssag

Politiet anholder kvinde, som sigtes for medvirken til vold mod mand, der blev mishandlet med kniv og gaffel.

En 32-årig kvinde er fredag morgen blevet anholdt og sigtet i sagen om mishandling af en 62-årig mand i Haarby på Sydfyn.

Det oplyser efterforskningsleder Finn Wegener fra lokalpolitiet i Assens.

Kvinden er sigtet for medvirken til den grove vold mod manden. Mishandlingen stod på i flere timer, hvor manden blandt andet blev stukket med kniv og gaffel.

En 34-årig mand blev anholdt kort efter voldsepisoden. Han er sigtet for grov vold og fremstilles fredag eftermiddag i grundlovsforhør i Retten i Odense.

Det 62-årige offer blev slået, sparket og stukket. Han blev torsdag indlagt på Odense Universitetshospital, hvor meldingen var, at hans tilstand var kritisk.

- Han er stadig indlagt og skal opereres fredag formiddag. Hans tilstand er fortsat kritisk, siger Finn Wegener.

Mishandlingen fandt sted i et hus i Haarby. Politiet fik anmeldelsen torsdag klokken 13.40.

Da politiet nåede frem, var såvel den 32-årige kvinde som den 34-årige mand, der er fra Assens, til stede. Både de og den 62-årige tilhører et druk- og misbrugermiljø.

Politiet kender endnu ikke baggrunden for, at den 62-årige blev mishandlet. Men der kan være et gammelt uvenskab mellem mændene, oplyser Finn Wegener.

Efterforskningslederen vil ikke nærmere ind på, hvad der konkret knytter den 34-årige til voldsepisoden. Manden, der er godt kendt af politiet i forvejen, nægter sig skyldig.

Kvinden, der nu også knyttes til volden, skal afhøres fredag, hvor der også vil blive taget stilling til, om hun skal kræves varetægtsfængslet og for en dommer.

Oversigt

    Oversigt