I det fynske folks tjeneste

Advarsel: Bestemte patienter i lægevagten kan være smittet med mæslinger

OUH beder patienter, der har ventet hos lægevagten eller skadestuen på Svendborg Sygehus på to datoer, om at kontakte egen læge snarest muligt.

Mæslinger giver pludselig høj feber og rødligt udslæt. Foto: Dr. Heinz F. Eichenwald/Wikipedia

Om aftenen 19. og 22. september har en patient med mæslinger ventet i det fælles venteværelse for skadestuen og lægevagten på Svendborg Sygehus, skriver Odense Universitetshospital i en pressemeddelelse.

OUH skriver videre at patienter, der har ventet i venteværelset hos lægevagten eller skadestuen omkring dette tidspunkt, risikerer at være blevet udsat for mæslinge-virus. De bør derfor kontakte egen læge telefonisk snarest muligt.

De er især børn, der ikke er vaccinerede, og yngre voksne der har størst risiko for at få sygdommen.

Hoste, udslæt, træt ...

Mæslinger er en akut virussygdom, der giver høj feber, hoste, forkølelse og øjenirritation, og tre-syv dage efter de første symptomer har vist sig, får man et storplettet udslæt, der breder sig ned over kroppen

Der går 8 til 11 dage fra smittedagen til de første symptomer viser sig, og patienter kan smitte fra de første symptomer viser sig indtil fem dage efter fremkomst af udslæt, og sygdommen er mest smitsomme lige før udslættet viser sig.

Sygdommen er normalt overstået efter en uges tid, men man er ofte træt og uoplagt i længere tid bagefter.

Komplikationer i form af andre infektioner, for eksempel lungebetændelse, kan støde til. En alvorlig, men sjælden komplikation er hjernebetændelse, oplyser OUH.

Tjek din e-boks

OUH beklager situationen og oplyser at patienter, der har været i skadestuen eller lægevagten på det pågældende tidspunkt, onsdag vil modtage et brev direkte i deres e-boks.

Læs også Skadestuepatienter og psykisk syge skal dele venteværelse

Fakta om mæslinger

De fleste voksne født før 1975 vil have haft mæslinger og vil dermed være beskyttet mod sygdommen.

Derudover blev der fra 1987 iværksat et generelt Vaccinationsprogram mod mæslinger. Vaccinationsprogrammet omfatter et tilbud om vaccination, når barnet er 15 måneder gammelt, og når det er fire år gammelt.

Hvis et barn har fulgt det danske børnevaccinationsprogram og er MFR-vaccineret, kan barnet regnes for beskyttet mod mæslinger.

Nogle børn er dog ikke vaccinerede - enten fordi de på grund af anden sygdom eller svækket immunforsvar ikke kan tåle vaccinen eller fordi denne er fravalgt.

Disse ikke-vaccinerede børn tilhører derfor sammen med yngre voksne den mest udsatte gruppe for at få sygdommen.

Kilde: OUH
Se mere