I det fynske folks tjeneste

Advarsel til tillidsmand trukket tilbage

Helle Olsen opdagede den omfattende svindel på Odense Renovation og gik til sin nærmeste foresatte med sin viden. Alligevel blev hun fyret. Advarsel til tillidsmand er nu trukket tilbage.

Odense Renovation har annulleret den advarsel, som ledelsen tildelte den lokale HK-tillidsrepræsentant.

Det skriver direktør Thomas B. Jørgensen i et brev til HK/Kommunal Midt.

Ikke taget som gidsel

Ifølge HK/Kommunal Midt anfører direktør Thomas B. Jørgensen, at man ikke ønsker at tage tillidsrepræsentanten som gidsel i denne sag. Direktøren ønsker i stedet dialog med de faglige organisationer.

Advarslen var oprindeligt givet for illoyalitet, den samme grund, som førte til den meget omdiskuterede fyring af HK-assistent Helle Olsen.

HK/Kommunal Midt protesterede omgående mod advarslen uden at det på daværende tidspunkt fik ledelsen til at ændre opfattelse.

På andre tanker

- Jeg er naturligvis meget tilfreds med, at Odense Renovation nu er kommet på andre tanker. Advarslen strider mod den særlige beskyttelse, som en tillidsrepræsentant bør nyde, og den var lige så urimelig som fyringen af Helle Olsen, siger formand for HK/Kommunal Midt Pia Tørving.

- Ekstra glad ville jeg naturligvis blive, hvis Odense Renovation også erkender fejlen omkring fyringen, siger Pia Tørving.

Opdagede svindlen

Helle Olsen opdagede den omfattende svindel på Odense Renovation og gik til sin nærmeste foresatte med sin viden. Han viste sig imidlertid at være med i svindelnummeret og truede hende til tavshed.

Helle Olsen gik så til sin tillidsrepræsentant og HK. Helle Olsen blev efterfølgende fyret, fordi hun ikke var gået til det øverste ledelsesniveau.

HK/Kommunal Midt har efter aftale med Helle Olsen indgået et forlig med Odense Renovation om en fratrædelsesaftale. I aftalen indgår økonomisk kompensation for den uberettigede fyring.

Whistleblower-ordning på dagsordenen

Tilbagetrækningen er sket i forbindelse med en drøftelse i Odense Renovations samarbejdsudvalg, hvor også behovet for en whistleblower-ordning var på dagsordenen, oplyser Odense Renovation.

- Odense Renovation ønsker ikke at tage tillidsrepræsentanten som gidsel i denne sag, hvorfor vi har valgt at trække advarslen tilbage, oplyser Odense Renovation.

Odense Renovation agter at tage fat på drøftelser med de faglige organisationer, som har tillidsrepræsentanter i selskabet, for at se, om der kan findes en generel løsning uden at diskutere en konkret sag.

- Selve Helle Olsen-sagen har vi ikke mulighed for at kommentere, da det er en en gensidig aftale mellem HK og Odense Renovation, oplyser kommunikationschef Claus Hammerich fra Odense Renovation.

Læs mere

Ved du noget? Så send os et tip