I det fynske folks tjeneste

Ærøboere siger ja til kommunesammenlægning

Det tyder på, at Ærø bliver det næste sted, der følger i Bornholms fodspor og siger ja til at slå kommunerne sammen. En ny undersøgelse viser, at ærøboerne er positive overfor at slå Marstal og Ærøskøbing Kommuner sammen.

-

Det tyder på, at Ærø bliver det næste sted, der følger i Bornholms fodspor og siger ja til at slå kommunerne sammen. En ny undersøgelse viser, at ærøboerne er positive overfor at slå Marstal og Ærøskøbing Kommuner sammen.


Tre økonomistuderende fra Odense Universitet er netop blevet færdige med en opgave, hvori de har spurgt cirka 3% af ærøboerne om, hvad de mener om en kommunesammenlægning. 


70% af de adspurgte svarer, at de er positive eller meget positive overfor en sammensmeltning af de to små Ærø-kommuner.


\"Det bekræfter, at folk inderst inde kan se, at det er nødvendigt for øens overlevelse at slå sig sammen\", siger Jørgen Otto Jørgensen (S). Borgmesteren fra Ærøskøbing går kraftigt ind for en kommunesammenlægning.


Marstal er skeptisk


Tallene viser, at indbyggerne i Marstal er mere skeptiske end beboerne i Ærøskøbing - dog er der flertal for ja i begge kommuner.


Marstals borgmester Karsten Landro (K) vil endnu ikke sige, om han går ind for sammenlægningen eller ej. Han afventer en embedsmandsrapport, som kommunerne er ved at få lavet. Den skal være færdig ved udgangen af næste år.


Derefter er planen klar: I år 2003 skal ærøboerne til folkeafstemning, og hvis et flertal i begge kommuner siger ja til kommunesammenlægningen, træder det i kraft i 2006.