I det fynske folks tjeneste

Ærø kræver endnu en ambulance

Ærøboerne har samlet underskrifter ind fredag, lørdag og søndag for at overbevise Region Syddanmark om, at der skal være to ambulancer på øen.

Beboerne på Ærø har længe haft et ønske om en ekstra ambulance til de omkring 6000 indbyggere og de mange turister, der især om sommeren opholder sig på øen.

Frygten er, hvad der kan ske, hvis der sker mere end en ulykke samtidig, når der kun er en ambulance til rådighed.

Hidtil har Region Syddanmark ikke efterkommet ønsket.

Derfor har en gruppe ærøboere arrangeret underskriftsindsamlingen henover weekenden, og i følge dem har stort set alle deres medborgere skrevet under.

I forbindelse med kampagnen har den lokale tegner, Ulla Defrey, lavet humoristiske tegninger af, hvad der kan ske, hvis der skere mere end en ulykke.

 

 

 

Underskrifterne bliver talt op søndag og TV 2/FYN sender direkte derfra klokken 19.30.

Der er dog ikke udsigt til, at Regionen efterkommer ønsket.

Regionsrådet holder møde mandag og her er den ekstra ambulance på Ærø på dagsordenen.

Men Det Præhospitale Udvalg indstiller til, at der bliver sagt nej.

Udvalgets formand, Thyge Nielsen, Venstre, peger på, at udover en ambulance er Ærø dækket af lægehelikoptere i døgndrift, og Regionen har en aftale med øens praktiserende læger om, at de kan rykke ud om nødvendigt.

- Det synes vi er en forsvarlig dækning, siger Thyge Nielsen.

Han sammenholder det med, at den eksisterende ambulance de sidste tre måneder har kørt akutkørsel hver anden dag, og kun en gang har der været brug for nummer to, hvilket blev klaret af en praktiserende læge med diverse akutudstyr.

Thyge Nielsen vil ikke bruge ordet, forkælet, om ærøboerne:

- Men i hvert fald stiller de forventninger, som vi ikke nødvendigvis kan indfri, siger han.

Dansk Folkepartis Niels Erik Søndergaard er mere i tvivl:

- Jeg er splittet, fordi det jo rent økonomisk er for dyrt at have to ambulancer. Men omvendt så kan det jo også koste liv, at der ikke er to ambulancer., siger han til TV 2/FYN.

 

 

 

Ved du noget? Så send os et tip