Alle patienter vurderes forfra når konflikten slutter

Når den igangværende konflikt på sundhedsområdet på et tidspunkt slutter, vil alle patienter blive vurderet forfra.

Seks ugers konflikt har givet i alt 56.572 aflysninger på sundhedsområdet i Region Syddanmark.

Det betyder, at mange patienter står og skal have en ny tid til behandling.

For at sikre, at der hurtigst muligt bliver taget hånd om de patienter, der har mest brug for det, har Region Syddanmark besluttet at vurdere alle patienter forfra. Også de patienter, der endnu ikke er blevet aflyst.

- Region Syddanmark forsøger hele tiden at vægte hensynet til de hårdest ramte patienter, og det kan vi kun gøre, hvis det er de lægefaglige kriterier, som er afgørende for, hvor hurtigt en patient skal tilbydes behandling efter konflikten, siger sundhedsdirektør Jens Elkjær.

Patienter, der endnu ikke er blevet aflyst, kan altså senere modtage et brev med en ny tid til behandling. Det vil også være patienter, der ikke får en ny tid, og som vil forblive uberørte af konflikten.

Alle berørte vil få direkte besked.

Oversigt

    Oversigt