I det fynske folks tjeneste

Alvorligt syge Anja beholder plejeseng

Sengeliggende Anja Sørensen får lov til at beholde sin plejeseng i to måneder. Odense Kommune indrømmer, at kommunikation har været for dårlig.

00:17

Det var en glad Anja Sørensen, som torsdag fik bekræftet, at hun må beholde sin plejeseng. Video: William Ejsing

Der var glæde over hele ansigtet på Anja Sørensen. Torsdag fik hun besked om, at hun alligevel må beholde den plejeseng, som Odense Kommune af to omgange har forsøgt at hente fra hendes hjem. 

- Jeg er stadigvæk målløs. Jeg havde ikke troet, at jeg havde fået lov til at beholde sengen, fortæller den overraskede førtidspensionist. 

Onsdag kunne TV 2/Fyn fortælle, at den sygdomsramte førtidspensionist ikke måtte beholde den plejeseng, som Odense Kommune havde stillet til rådighed. Begrundelsen var, at en plejeseng er til for de kommunale plejeres skyld.

Dem havede Anja Sørensen takket nej til. I stedet har hendes familie stået for pleje. 

Derfor er Anja bundet til sengen

I år 2000 får Anja Sørensen foretaget et kejsersnit. Det forløber ikke efter planen, og Anja Sørensen får skåret hul på sin tyndtarm. Det resulterer i, at hun har svært ved at holde en sund vægt. 

I foråret bliver Anja Sørensens situation yderligere forværret, da hun bliver ramt af influenza og lungebetændelse. Derfor ordinerer lægerne, at hun skal modtage drop for øge sin vægt. 

1. juli siger vægten 36,4 kilo. I mandags lød den på 43 kilo. 

- Når man får en plejeseng, er det hjælpemiddel til vores ansatte for at sikre dem et godt arbejdsmiljø, forklarede René Lorenz, chef for ældre- og handicapforvaltningen i Odense Kommune, tirsdag. 

Myndighedschef: Vi har ikke informeret Anja godt nok

Hos ældre- og handicapforvaltningen i Odense Kommune indrømmer man nu, at Anja Sørensen ikke har fået nok viden om sin plejeseng. 

- Det er tydeligt for os, at vi ikke har været gode nok til at informere Anja om sin plejeseng, forklarer René Lorenz. 

Han fortsætter:

- Nu får hun lov til at beholde sengen, indtil hun er kommet til lidt flere kræfter. 

I første omgang får Anja Sørensen lov til at beholde sengen i to måneder. Herefter vil kommunen igen vurdere om Anja Sørensen fortsat skal have lov til at beholde sin plejeseng. 

00:24

René Lorenz, chef for ældre- og handicapforvaltningen i Odense Kommune, fortæller, hvorfor Anja får lov til at beholde sin seng.  Video: William Ejsing

Luk video

Beslutningen om at lade Anja Sørensen beholde sin plejeseng kommer, efter kommunen torsdag formiddag aflagde besøg hos førtidspensionisten. 

Anja Sørensen fik ikke at vide, om hun kunne beholde sin seng. Den information kom først, da TV 2/Fyn viderebragte den fra Odense Kommune. 

Udover at beholde sin plejeseng har Anja Sørensen også fået tilbudt hjælp til bad to gange i ugen.

TV 2/Fyn har forsøgt at få en kommentar fra formand i Ældre- og Handicapudvalget ved Odense Kommune, Søren Windell (K). Han havde ingen kommentarer til sagen hverken inden eller efter dagens besøg ved Anja Sørensen.