Analyse: Karsten Hønge skal "sparke røv" i SF's valgkampagne

SF's politiske ordfører, Karsten Hønge, stiller op til EU for at give partiets valgkampagne dynamik og hjælpe den aldrende spidskandidat Margrethe Auken ind i parlamentet, skriver TV 2/Fyns politiske kommentator Jesper Buch.

Karsten Hønge taler samme sprog som håndværkerne i skurvognen. Den to meter høje, tidligere fagforeningsformand og tømrer er brovtende, kendt som en bulderbasse og en type, der sparker igennem.

Han blev medlem af Folketinget i juni 2015, valgt i Odense Vestkredsen. Siden er det gået stærkt.

I dag er han centralt placeret i sit parti som politisk ordfører, retsordfører, beskæftigelsesordfører, transportordfører, landdistriktsordfører og ordfører for Færøerne og Grønland.

Så meget desto mere må det betegnes som en kæmpestor overraskelse, at han nu pludselig skulle være grebet af en uimodståelig stor trang til at forlade dansk politik til fordel for EU. Nu hvor han endelig er på vej mod toppen i det parti, som han har været medlem af hele sit voksne liv.

Han har som en af de ganske få i Danmark siddet i både byråd, amtsråd, regionsråd og nu også Folketinget. Han var med, da partiet toppede med 23 mandater, og han var med, da partiet nærmede sig spærregrænsen i de kaotiske månder, da han i januar 2014 kom ind i folketinget som "vikaren fra helvede".

Det var dengang, han af det oprørske bagland blev udråbt som partiets redningsmand. Manden, der var årsag til, at "læsset væltede", og partiet trådte ud af regeringen og siden har brugt tid på at slikke sårene og genopbygge sig selv.

SF på vej tilbage

Nu er vejen banet for en central plads til Hønge i den folketingsgruppe, som bliver en del af det parlamentariske grundlag for en eventuel kommende socialdemokratisk mindretalsregering under ledelse af Mette Frederiksen.

Hvis Løkke taber valget, som kommer senest næste år og formentlig inden valget til EU-parlamentet i maj 2019, vil SF være tilbage i en noget mere central position efter fire års ørkenvandring.

Skulle Karsten Hønge så allerede nu sidde og drømme om, at vinke farvel til den indflydelse han vil få i SF's folketingsgruppe hjemme i Danmark til fordel for en mere anonym tilværelse blandt 705 EU-parlamentarikere med skiftende møder i Bruxelles, Strasbourg og Luxemborg?

Den fortælling skal han længere ud på landet med. Karsten Hønge er en mand, som helst vil være med, hvor beslutningerne træffes tæt på borgerne. Og han er typen, som bider sig fast i forhandlingsbordet, hvis der er udsigt til indflydelse.

I EU kan han sikkert også bide sig fast, men mon ikke det bliver i et rullebord - for nu at blive i hans eget sprogunivers?

Derfor vil der sikkert være en del politiske analytikere, besserwizzere og kloge Åger, som den kommende tid vil stille spørgsmål ved, om hans pludselige interesse for EU nu også er så stor, som han selv giver udtryk for.

Det kan selvfølgelig ikke afvises. Men hans EU-kandidatur handler i høj grad også om, at partiet har brug for en mand, som kan sparke røv i partiets valgkampagne.

En redningskrans til Auken

Karsten Hønge har formentlig fået til opgave at give sit bidrag til, at partiet fortsat er repræsenteret i EU efter valget den 26. maj næste år. Riskoen er selvfølgelig, at han rent faktisk så også bliver valgt ind foran den 74-årige Margrethe Auken. Men det er en kalkuleret risiko, som partiet og han selv angiveligt har valgt at løbe. 

Karsten Hønge svigter nemlig ikke det parti, som han givetvis føler, at han selv har været med til at redde en gang tidligere fra den ambitiøse generation af unge nu forhenværende top-SF-ere, som med Thor Möger Pedersen i spidsen var hovedarkitekten bag regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet.

"I de svære dage, hvor der kunne komme en ung mand på 30 år og sige et eller andet om, at jeg ikke vidste noget om SF, kunne jeg lægge min arm tungt på hans skulder og sige: Ved du hvad? Da jeg meldte mig ind i SF, var du vand i din fars nosser. Så vil du være så venlig at holde din kæft, du skal kraftedme ikke komme her og belære mig om, hvad det vil sige at være SF-er", sagde han i et interview med TV 2/ Nyhederne 12. august sidste år.

Nu er det ikke de kritiske græsrødder i baglandet, som kalder på ham. Men parti-toppen, som beder om en hjælpende hånd fra den gamle vikar for sikre, at partiets EU-valgkampagne får en solid portion dynamik og slagkraft.

Der er ingen tvivl om, at den kommende EU-valgkamp med ham på stemmesedelen har fået nosser. 

SFs politiske ordfører, Karsten Hønge, har overraskende meddelt, at han stiller op til Europa-Parlamentet næste år.

 

 

Oversigt

    Oversigt