I det fynske folks tjeneste

Ferie i baghaven: Anette låner Niels sin græsplæne

Via facebookgruppen Brug min baghave har Anette Andersen fra Aarup og Niels Lindqvist fra København fundet hinanden. Kort efter slog københavneren lejr på Anettes græsplæne.

00:15

Anette Andersen fra Aarup og Niels Lindqvist fra København kendte ikke hinanden, før københavneren slog lejr i Anette Andersens baghave. Nu drikker de endnu en kop kaffe sammen, inden Niels Lindqvist skal videre. Video: Masoud Jafari Pouia

Anette Andersen fra Aarup og Niels Lindqvist fra København kendte ikke hinanden, før københavneren slog lejr i Anette Andersens baghave. Nu drikker de endnu en kop kaffe sammen, inden Niels Lindqvist skal videre. Foto: Masoud Jafari Pouia

1 af 2

24.000 danskere har meldt sig ind i den knap to måneder gamle facebookgruppe Brug min baghave. Anette Andersen fra Aarup er en af dem.

Hendes baghave bag det gule murstenshus på Vestervang 21 er én blandt mange, hvor danskere gratis kan slå lejr for en enkelt nat eller to, inden turen går videre til en ny baghave. Feriekonceptet er nyt, men er i stormende udvikling.

Læs også Sommerlejr kun for kvinder: - Her kan jeg tage mit tørklæde af

- Der er så meget næstekærlighed og åbenhed i det, siger Anette Andersen.

I en hængekøje i den danske nat

Derfor lod hun Niels Lindqvist campere på det bløde, nyslåede græs i baghaven. Han har ladet teltet blive i København, men har i stedet lagt sig til rette i en hængekøje.

- Folk stiller noget til rådighed, og det viser, hvordan Danmark er over for fremmede mennesker, siger Niels Lindqvist.

Niels Lindqvist i Anette Andersens baghave. Foto: Masoud Jafari Pouia

Det er første gang, at københavneren er flyttet ind i en fremmeds baghave. Han er på Fyn for at besøge familie, men inden de kan redde en seng op til ham, skulle han prøve det nye feriekoncept.

- Jeg kan godt lide konceptet og initiativet. Jeg synes, næstekærligheden er fed, fortæller han. 

Holdt vågen af pandekager

Oplevelsen har været en succes for både ham og Anette Andersen, og det var ikke nattens regn, der holdt Niels Lindqvist vågen, selvom han sov i en hængekøje under åben himmel.

- Det har været fantastisk. Niels snakker meget og vil gerne snakke. Det samme vil jeg, så vi har hygget os med at lave snobrød og pandekager på bålet til langt ud på natten, fortæller Anette Andersen. 

Der er godt 1.500 haveejere, der indtil nu har registreret deres baghave i facebookgruppen. Både Niels Lindqvist og Anette Andersen kunne finde på at benytte feriekonceptet igen en anden gang.

Læs også Sommerlejr for udsatte børn: - Hun er den bedste veninde, jeg nogensinde har haft

02:33

Niels Lindqvist overnatter i Anette Andersens baghave. De har fundet hinanden via facebookgruppen Brug min baghave. Video: Masoud Jafari Pouia

Luk video