Angreb på skadestue for retten

Nu starter retssagen mod tre unge mænd, som er tiltalt for sommerens uro på skadestuen i Odense.

Selv om omkring 60-70 mennesker stormede skadestuen på Odense Universitetshospital i august sidste år, er det kun tre unge mænd, som onsdag formiddag sidder tiltalt i Retten i Odense.

De tre mænd - to på 20 år og en på 27 år - er tiltalt for forstyrrelse af ro og orden, trusler mod personale og politi på skadestuen samt stenkast mod indgangspartiet til skadestuen.

Optøjerne skete efter Eid-festen i Vollsmose 20 august, hvor der pludselig blev affyret flere skud mod to brødre. Den ældste blev såret og bragt til skadestuen.

Og det udløste senere et stormløb på Odense Universitetshospitals skadestue, da den omkring 60 mand store flok ville have fat i det indlagte skudoffer.

Men da det ikke lykkedes at få fingrene i ham, raserede de skadestuen.

De tre mænd er tiltalt for blandt andet at have løbet mod hospitalet sammen med den store folk bevæbnet med køller, bats, knive og sten.

De kastede sten mod indgangspartiet og tvang sig adgang til skadestuen, hvor de truende forfulgte personalet og ødelagde inventar.

Udenfor skal de også have smadret forruden på en ambulance og skåret to dæk op på en politibil.

De to 20-årige er tiltalt for både trusler og at have kastet sten mod politien. Den ene skal på et tidspunkt have kastet en 20 gange 20 centimeter sten mod en patruljevogn og knust forruden.

Den 27-årige er også tiltalt for hensynsløs kørsel, da han i bil flygtede fra skadestuen med meget høj fart.

Han anklages for næsten at ramme en motorcykel og den patruljevogn, som fulgte efter ham.

De tiltalte nægter sig skyldige. Sagen er planlagt til at fortsætte 8. og 9. januar.

Oversigt

    Oversigt