Anker Boye: God idé at se på styreform

Der er god grund til at se på styreformen i de store kommuner, men mindretallet skal fortsat have indflydelse og samarbejde, siger Odenses borgmester.

Regeringens planer om at ændre styreformen i de store kommuner falder i god jord hos Odenses socialdemokratiske borgmester, Anker Boye. Samtidig advarer han dog mod helt at afskære mindretallene i byrådet fra at få indflydelse, når vigtige poster skal fordeles efter et valg.

- I Odense har vi haft en god vilje til samarbejde om løsninger for byen. Men ser man mod København, har den samme vilje ikke altid været til stede, og det har givet problemer. Derfor er det rigtigt at kigge på styreformerne og se, om de kan forbedres, siger Anker Boye (S), der også er næstformand i Kommunernes Landsforening.

Han advarer dog mod at lave en styreform, hvor vinderen tager alt og besætter alle poster i en kommune.

- Det er vigtigt, at styreformerne giver godt samarbejde, så vi sikrer en stabil behandling af vores borgere over år, også selv om flertallet skifter ved et valg. Derfor skal oppositionen også sikres en indflydelse - selvfølgelig vægtet efter valgresultatet, siger Anker Boye.

Oversigt

    Oversigt