Arne klar til kamp

Arne Bove i Odense-forstaden Bellinge ruster sig til kamp mod Odense Kommune.

Kommunen vil sende entreprenørmaskiner ind i hans have for at lave en cykelsti, men han er klar til at stille sig i vejen for maskinerne.

- Jeg skal bæres herfra, siger Arne Bove, hvis have er en velplejet japansk-inspireret perle.

Står det til kommunen skal den skæres over på en strækning på seks meters bredde og ca. 80 meters længde.

Stien skal føre hen til en bro, så de bløde trafikanter kan komme sikkert over den trafikerede Assensvej.

Da Arne Bove i sin tid nægtede at sælge jorden, har Odense kommune eksproprieret den.

Giver sig ikke

Entreprenørmaskinerne er allerede kørt i stilling.

De skulle have begyndt i Arne Boves have, mandag, men det er foreløbig udsat i 14 dage.

Arbejdet ved Assensvej er dog gået igang.

Arne Bove har allieret sig med naboer og sympatisører, som har lovet at holde øje med, hvornår bulldozerne nærmer sig.

- De skal nok ringe, siger Arne Bove.

Maner til fornuft

By- og kulturrådmand, Jan Boye, håber, at det lykkes at tale Arne Bove til fornuft, så alt går fredeligt til.

Oversigt

    Oversigt