I det fynske folks tjeneste

Arriva skal stå for togtrafikken på Svendborgbanen

Det bliver Arriva, der fremover skal betjene de fynske togrejsende på Svendborgbanen. Det har Transport-, Bygnings- og Boligministeriet offentliggjort torsdag aften.

Foto: Katrine Becher Damkjær/Fynske Medier

De fynske togrejsende mellem Odense og Svendborg skal fra 2020 vende sig til, at der ikke længere står DSB og Banedanmark på togvognene.

Allerede i november sidste år meldte DSB ud, at de ikke ville byde ind, når driften af Svendborgbanen i år skulle i udbud igen.

Og torsdag har Transport-, Bygnings- og Boligministeriet så besluttet at tildele et konsortium bestående af Arriva Danmark A/S og Arriva Tog A/S kontrakten om togpassagertrafik udført som offentlig service på Svendborgbanen.

Derudover skal Arriva også fremover stå for togdriften i Midt- og Vestjylland.

 

 

Tildelingen er en udmøntning af den politiske aftale om merudbud af togtrafik, som regeringen har indgået med et bredt politisk flertal bestående af Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Radikale, Alternativet og SF.

Otteårig aftale

Arriva skal stå for togtrafikken i perioden fra den 13. december 2020 til den 9. december 2028 med mulighed for op til to års forlængelse.

- Vores erfaringer med udbud af den midt- og vestjyske togtrafik viser, at det giver god mening for passagererne og skatteyderne at konkurrenceudsætte togtrafik. I de to første kontraktperioder har vi fået både billigere og mere punktlig togtrafik med et højt serviceniveau til passagererne. Jeg forventer, at Arriva vil fortsætte den udvikling og levere høj service og punktlige tog i den kommende kontraktperiode – også på Svendborgbanen, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) til ministeriets hjemmeside.

Der vil være et uændret serviceniveau, idet antallet af afgange og kravene til punktlighed og kundetilfredshed videreføres fra den nuværende kontrakt med DSB.

 

Læs også Forvoksede træer driller togtrafikken