I det fynske folks tjeneste

Axelsen efter titelsejr: Jeg er helt oppe at køre

Viktor Axelsen jubler over titelsejr i Dubai Foto: TV 2 Sport

Viktor Axelsen fik den perfekte afslutning på et imponerende 2016 med karrierens største titelsejr i Dubai. Det er virkelig fedt, siger den fynske badmintonstjerne.

Den fynske herresinglespiller Viktor Axelsen vandt søndag sæsonfinalen i badminton, Dubai World Superseries Finals, med en finalesejr over kineseren Tian Houwei med cifrene 21-14, 6-21, 21-17. Det var en udmattet, men lykkelig fynbo, der kunne glæde sig over karrierens hidtil største titel.

- Det er langt federe end at blive nummer to. Det er virkelig fedt. Det er ikke helt gået op for mig endnu. Det er lækkert. Jeg er helt oppe at køre, siger Viktor Axelsen til TV 2.

- Det er en meget god måde at runde et fedt 2016 af på. Jeg synes, det har været et fantastisk år, siger Viktor Axelsen, der også er blevet europamester, vinder af Thomas Cup, samt OL-bronzevinder. 

Læs også Minut for minut: Sådan vandt Viktor Axelsen karrierens største sejr

Slog verdensetteren for første gang

Det har været en overraskende god uge for den fynske badmintonstjerne, der tidligere på ugen slog verdens nummer et for første gang nogensinde.

- Jeg har haft det godt i denne uge, og forberedelserne har bestemt ikke været optimale, men åbenbart nok til at vinde, så det klager jeg ikke over, forklarer Viktor Axelsen.

Viktor Axelsen vandt første sæt, men blev kørt fuldstændig over i andet sæt, hvor han kun fik seks point på tavlen. Og i tredje sæt var han fuldstændig tappet for kræfter.

- Jeg stoppede med at tænke, da jeg kom bagud i tredje sæt. Nu tager jeg en tudekiks, og så får jeg det over, jeg kan få over, og så er det lige meget, om det ser kønt ud, siger Viktor Axelsen, der afgjorde kampen på sin anden matchbold.

Med sejren i Dubai følger præmiepenge på knap 570.000 danske kroner. 

Ved du noget? Så send os et tip

FYN NU