I det fynske folks tjeneste

Beboere dødtrætte af farligt sving

En mand fra Koppenbjerg mellem Assens og Glamsbjerg var lørdag aften tæt på at miste livet, da en bil kørte direkte ind i hans hus. Men det er ikke første gang, det går galt på netop denne strækning, og beboerne har nu fået nok. [size=2] [/size]

Lars Andersen var tæt på at få en bil i nakken, da en bilist tonsede ind i huset.

Her sad Lars Andersen og så fjernsyn, da en bilist kørte ind i huset.

Svinget, der har mange ulykker på samvittigheden.

1 af 10

Bil i nakken

Lørdag aften var Lars Andersen tæt på at få en bil i nakken. Han sad og så fjernsyn, da en bilist mistede herredømmet over sin bil og pløjede ind i et par biler og en trailer foran familiens hus på Assensvejen i Koppenbjerg ved Glamsbjerg. Bilerne og traileren blev hamret ind i huset og var ved at vælte gavlen ind til stuen, hvor Lars Andersen sad i sofaen.

- Jeg tænkte bare, at huset var ved at styrte sammen, fortæller Lars Andersen.

- Og så sad jeg bare i glasskår.

Mirakuløst skete der intet med Lars Andersen.

Hiver folk ud af deres biler

Det er første gang, at familiens hus bliver ramt, men svinget har adskillige ulykker på samvittigheden.

- Jeg har prøvet flere gange at være nede og hive folk ud af deres biler, fortæller en af beboeren langs vejen.

- I de fire år jeg har boet her, er der mindst sket ti ulykker, men så er der alle dem, som politiet ikke har registreret.

Assens Politi bekræfter, at det er et farligt sving, hvor der jævnligt sker ulykker.

Den mandlige bilist, der lørdag kørte ind i familien Andersens hus, er ifølge politiet ikke kommet alvorligt til skade.