I det fynske folks tjeneste

Besked fra minister: Kommunerne skal passe på med at lukke skoler

Den fynskvalgte undervisningsminister, Merete Riisager (LA), vil have særligt fokus på det frie skolevalg i 2018. Hun opfordrer kommunerne til ikke at lukke folkeskoler for hurtigt, selvom der måske kan ligge en umiddelbar besparelse i en skolelukning.

00:29

Undervisningsminister Merete Riisager har blikket rettet mod skolerne og det frie skolevalg i 2018. Ministeren mener, at folkeskolen, der er den mest almindelige skoleform, skal fylde mest, fordi den er grundsøjlen i det danske skolsystem.

Men som fynskvalgt er hun opmærksom på de frie skoler, fordi der er mange af dem på Fyn.

- Det er ret fantastisk, at vi har en grundlov, hvor de frie skoler er skrevet ind og borgerne har ret til at starte en fri grundskole. En god ballance imellem de forskellige skoleformer, så folkeskolen får mere frihed, og vi også passer på de frie grundskoler, det er afsindig vigtigt, siger Merete Risager.

Frit skolevalg er vigtigt

Merete Risager vil ikke pege på nye konkrete tiltag i 2018, der skal sikre den gode balance mellem skoleformerne. Det er vigtigt, at forældrene har et frit skolevalg til deres børn. 

Læs også Borgmester i Assens: Nu ruller vi skolesammenlægningen tilbage

- Uanset om man bor i byen eller på landet, uanset om man har en høj eller lidt lavere indkomst, så skal man kunne vælge mellem de skoleformer, der er. Det kan være den lokale folkeskole, der er det helt rigtige valg, og det kan også godt være, at man hellere vil vælge en friskole, siger Merete Riisager.

Pas på med skolelukninger

Regeringen har mødt kritik fra flere fynske kommuner, der har lukket folkeskoler. Oftest i et forsøg på at spare penge og tilpasse sig et faldende børnetal. Men efterfølgende er nogle skoler genopstået som friskoler, og derfor er nogle af besparelserne gået tabt.

Kommunerne skal sørme passe på, når de lukker folkeskoler i yderområderne. Nogle gange kan det være nødvendigt, fordi der ikke er et befolkningsgrundlag, men samtidig er det, at der er en lokal folkeskole af høj kvalitet, noget af det, vi betaler en høj skat for

Merete Riisager

Derfor mener undervisningsministeren, at kommunerne skal tænke sig om en ekstra gang, inden de beslutter sig for at lukke en skole.

- Kommunerne skal sørme passe på, når de lukker folkeskoler i yderområderne. Nogle gange kan det være nødvendigt, fordi der ikke er et befolkningsgrundlag, men samtidig er det, at der er en lokal folkeskole af høj kvalitet, noget af det, vi betaler en høj skat for. Så vi kan også forvente, at der er en god skole til rådighed. Hvis man lukker den for hurtigt, er det op til borgerne at bedrive skole. Det er der mange, der er gode til, men det skal ikke være sådan, at man drives ud i at skulle oprette en skole selv, fordi politikerne er for hurtige til at lukke den lokale skole.

Merete Riisager erkender, at det kan være svært for lokalpolitikerne at agere i, hvis besparelser på skolelukninger forsvinder, når borgerne selv danner frie skoler som erstatning for lukkede folkeskoler, men det er en politikers lod, mener hun:

- Det er ikke let at være politiker, men uanset om man sidder her på Christiansborg eller man er lokalpolitiker, skal vi huske, hvem vi er her for, og det er jo borgerne. Det er dem, vi skal levere noget til. Så det kan godt være, at det, der er det vanskeligste for os, det er der rigtige for borgerne. Og så er det det, vi må gøre, siger Merete Risager.