Bil endt i vandet: Dykkere på stedet

Tirsdag morgen rykkede politiet ud til en bil i Odense Kanal. Fører var forsvundet fra stedet.

Klokken 7.54 modtog Fyns Politi en anmeldelse om en bil, der var endt i vandet ved Stige Ø. Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi, Milan Holch Nielsen. 

- Vi havde dykkere på stedet i løbet af ti minutter, siger vagtchefen. 

Ifølge Milan Holch Nielsen har dykkerne ikke fundet nogle personer i eller omkring køretøjet. 

Ingen mistanke om forbrydelse

Selvom der ingen fører var, da politiet ankom til stedet, har politiet ingen mistanke om kriminalitet. 

- Vi har ingen mistanke om en forbrydelse, siger Milan Holch Nielsen. 

Politiet ved ikke, hvornår bilen er endt i vandet. 

- Lige nu har vi gang i en efterforskning. Vi søger fortsat med dykkere, lød det fra vagtchefen omkring kl. 9:15. 

Bilen ligger nær Odense Yachtklub. 

Foruden politi var også Beredskab Fyn til stede. Øjenvidner rapporterer om stigevogne. Dertil kommer en ambulance. Det bekræfter Beredskab Fyn. 

Rød Golf i vandet

Indsatsleder ved Beredskab Fyn, Anders Højhus, fortæller, at hans mandskab rykkede ud til en rød Volkswagen Golf, der lå på taget. 

- Den flyder ikke så godt, lyder det fra Indsatslederen. 

Ifølge indsatslederen er bilen fisket op af vandet og givet videre til politiet.

- Den (bilen, red.) er blevet pillet op, så den ikke bidrager til forurening af af Odense Havn, siger Anders Højhus. 

Beredskab Fyn havde fire dykkere i aktion ved dagens aktion.

Kan du ikke se kortet, så klik her

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt