I det fynske folks tjeneste

Black Army-drab: Gerningsmand har muligvis forladt landet

Det var her på Vestergade i Vejle, at knivdrabet skete onsdag aften.

Efterforskningen i sagen om knivdrab i Vejle onsdag har endnu ikke ført til anholdelse af den mistænkte 26-årige mand fra Vejle med afghansk baggrund.

Politiet formoder nu, at gerningsmanden til drabet på en 31-årig mand fra Odense onsdag aften i Vejle midtby har forladt Danmark.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den mistænkte er en 26-årig mand fra Vejle. Han har afhansk baggrund. Politiet mistænker ham for at have ført kniven, der på Vestergade tilføjede det 31-årige Black Army-medlem et dødeligt snit i halsen.

Sydøstjyllands Politi har udstedt en international arrestordre på manden og efterlyst ham via Interpol, skriver Ritzau.

Samtidig lægger Sydøstjyllands Politi låg på information om efterforskningen til pressen og offentligheden.

Muligt narko-opgør

Offeret mødtes forud for knivstikkeriet med tre mænd. Ifølge politiet var det ud over den 26-årige formodede drabsmand dennes 22-årige lillebror og en tredje mand. 

Poltiet har en teori om, at den mistænkte har haft en narkogæld til sit offer, som han ikke var i stand til at betale.

Politiet fandt efterføgende på gerningsmandens formodede flugtrute fra gerningsstedet en skarpladt pistol. Der blev også fundet en kniv, som politiet formoder er gerningsvåbnet.

Ved du noget? Så send os et tip