I det fynske folks tjeneste

Black Friday på Fyn: Forvent kø på indfaldsvejene til Odense

Politiet forventer kø på indfaldsvejene til Odense.

Skal du en tur til Odense, bør du væbne dig med tålmodighed. Politiet forventer trængsel og kø på indfaldsvejene.

Fredag går det løs med det amerikanske fænomen Black Friday, hvor tusindvis af butikker i hele landet står klar med tilbud til danskere på julekøb. Det bliver formentlig årets travleste dag i butikker og indkøbscentre på landsplan.

Derfor kommer der formentlig et hav af mennesker til de største fynske byer for at handle. Fyns Politi oplyser dog, at der ikke vil være ekstra politi på gaden på grund af Black Friday, men politiet forventer trængsel og kø, især på indfaldsvejene til Odense.

- Vi håber, at bilisterne vil fordele sig, siger Thomas Bentsen, vagtchef hos Fyns Politi

Smider ikke andre politiopgaver

Hvis du har planer om at gøre brug af butikkernes tilbud, er det derfor også en god idé at væbne sig med tålmodighed, særligt hvis du bevæger dig i nærheden af Odense centrum, Rosengårdcentret, Bilka eller andre store indkøbscentre.

Danskerne brugte samlet set knap to milliarder kroner på Black Friday i 2015. Der var tilfælde, hvor tilbudsjægere kom op at slås over parkeringspladser og de gode tilbud.

Politiet vil naturligvis være til stede, hvis der sker noget i forbindelse med Black Friday, men smider ikke andre opgaver for at holde styr på de mange indkøbslystne fynboer, oplyser vagtchefen.

Ved du noget? Så send os et tip