I det fynske folks tjeneste

Bøde til Odenses ældste pizzeria: Pandekager med is anrettet på bord med råt kød

Ristorante Italiano har fået en sur smiley og en bøde på 5.000 kroner af Fødevarestyrelsen.

Fødevarestyrelsen har givet restauranten en sur smiley, da den i forbindelse med et kontrolbesøg konstaterede, at en medarbejder lagde dessertpandekager på et bord, hvor der kort forinden havde ligget råt kød. Foto: Google

Odenses ældste pizzeria, Ristorante Italiano på Vesterbro i Odense, har fået en bøde og en sur smiley af Fødevarestyrelsen.

Fødevarestyrelsen har givet restauranten den sure smiley, da den i forbindelse med et kontrolbesøg konstaterede, at en medarbejder lagde dessertpandekager på et bord, hvor der kort forinden havde ligget råt kød - uden at bordet var blevet tørret tilstrækkeligt af.

- Færdigtilberedte pandekager fra mikroovnen placeres direkte på stålbordet, som ikke er rengjort og desinficeret tilstrækkeligt efter håndtering af råt kød. Medarbejderen anretter pandekagerne med is, og de kommes derefter på en tallerken og serveres i restauranten, forklarer Fødevarestyrelsen i kontrolrapporten

Vaskede ikke hænder med sæbe

Derudover konstaterer Fødevarestyrelsen under det to timer lange kontrolbesøg, at medarbejderen ikke vasker hænder med sæbe, når han håndterer henholdsvis råt kød og pandekager med is.

Fødevarestyrelsen vurderer, at det udgør en risiko for fødevaresikkerheden med den måde, pizzeriaet håndterer fødevarerne på.

- Vi prøver at gøre vores bedste, forklarer Ristorante Italiano, der har modtaget en bøde på 5.000 kroner.

Det odenseanske pizzeria, der har eksisteret i Odense siden 1975, er ikke den eneste restaurant, der i løbet af sensommeren har haft problemer med hygiejnen. 

Læs også Ups, her er fire fynske sprogfejl: Kan du spotte dem?

Ben Thanh Cafe i Torvegade i Odense har fået en sur smiley. Foto: Google

Sur smiley og bøde til café

Ben Thanh Cafe i Torvegade i Odense har ligeledes fået en sur smiley. Ifølge Fødevarestyrelsen skal caféen have separate faciliteter til hygiejnisk vask og tørring af hænder.

- Virksomheden vasker hænder i vasken og til skylning af opvask. Ved denne vask håndteres også fødevarer, konstaterer Fødevarestyrelsen i sin rapport.

Ben Thanh Cafe har derfor også fået en bøde på 5.000 kroner, selv om caféen ikke er enig i, at den bryder reglerne.

- Vi har to vaske, forklarer den vietnamesiske café i rapporten.

Smiley-ordningen har eksisteret siden 2001 og giver med jævne mellemrum restauranter og caféer et mere eller mindre smilende ansigt eller en sur smiley. Sure smileyer medfører bøder eller politianmeldelser.