I det fynske folks tjeneste

Brand i beskyttet bolig koster ældre mand livet på Vestfyn

Mandag aften udbrød der brand i bolig på Vestfyn, hvor ældre mand har mistet livet. Brandårsag er ukendt.

Fyns Politi formoder, at en 90-årig mand er omkommet ved en brand i Asperup mandag aften. Foto: Ole Holbech

Korrektion:

  • 05. nov 2019 kl. 18:50 Det fremgik tidligere af artiklen, at der var tale om en mand på 90 år. Alderen er nu rettet til 80 år.

I forbindelse med en brand i en beskyttet bolig i Asperup på Vestfyn er en ældre mand afgået ved døden.

Brandårsagen er endnu ukendt. Det oplyser Fyns Politi på Twitter.

Branden fandt ifølge politiet sted omkring klokken 19.50 mandag aften.

Læs også Efterlysning: 13-årig pige er gået fra behandling

Det formodes, at det er en 80-årig mand, der er omkommet.

- Vi kan ikke være helt sikre, før vi har en bekræftelse fra pårørende, men vi har en kraftig formodning, siger Kenneth Tannquist, vagtchef ved Fyns Politi.

Fyns Politi har iværksat undersøgelse af, hvad der har forårsaget branden.

Ifølge Kenneth Tannquist kan Fyns Politi ikke oplyse nærmere om branden mandag aften.

Dog tilføjer han, at branden var begrænset til den afdødes bolig, og ingen andre af kompleksets beboere var dermed berørt af branden.

Undersøgelser tirsdag

Til TV 2/fyn forklarer Fyns Politis vagtchef Ehm Christensen tirsdag morgen, at boligen fortsat er afspærret som gerningssted. 

- Og så skal det undersøges yderligere her til formiddag. Han er fortsat ikke helt identificeret, men vi er ret sikre på, at det er beboeren. Men han er altså endnu ikke 100 procent genkendt, siger Ehm Christensen.

Han understreger, at politiet trods udtrykket gerningssted ikke har nogen formodning om, at der er foregået noget kriminelt.

- Vi skal have klarlagt, hvordan branden er opstået og hvor i boligen, og det vil vi se på her i formiddag, siger Ehm Christensen tidligt tirsdag morgen.

  Foto: Ole Holbech