I det fynske folks tjeneste

Bulldogs vendte 0-3 til sejr

Aalborg Pirates var i gang med at give Odense Bulldogs en afklapsning, men så gik det alligevel galt.

Aalborg Pirates var i gang med at give Odense Bulldogs en afklapsning, men så gik det alligevel galt.

Tirsdagens opgør mellem Odense Bulldogs og Aalborg Pirates i Metal Ligaen var uforudsigeligt lige til det sidste.

Duellen i Aalborg endte med en sejr til Odense på 6-5 efter ekstra tid og straffeslag, men gæsterne var igennem lidt af en rutsjetur, før sejren var hjemme.

Fynboerne kom bagud med 0-3 inden for det første kvarter, og Odense-holdet styrede på det tidspunkt mod en regulær afklapsning. Men så skete der pludseligt noget med gæsterne.

Med tilsammen fem scoringer i træk fik Mike Daugulis og Rasmus Bjerrum vendt stillingen rundt, så Odense-holdet efter få sekunders spil af tredje periode pludselig var i front med 5-3. Nu var det Aalborgs hjemmehold, der lignede en overraskende taber.

Kampen tog atter en drejning med fem minutter tilbage, da værternes Mathias Christensen fik reduceret til 4-5. Bare 40 sekunder senere udlignede Alexander Jensen for ålborgenserne.

5-5 holdt tredje periode ud, og da ingen af holdene fik scoret i fem minutters overtid, så skulle affæren afgøres på straffeslag, hvor Dale Mitchell til sidst sikrede odenseanerne sejren.

Herning topper ligaen med 66 point, Odense følger efter med 64 point, mens Frederikshavn og Sønderjyske deler tredjepladsen med 61 point.

Ved du noget? Så send os et tip