Busselskab vil starte nye ruter på Fyn

Flixbus overvejer nye busruter på Fyn. En rute mellem Odense og Esbjerg kan komme på tale, mener Transportministeriet.

Busselskabet Flixbus, der kører 33 daglige ruter mellem Odense og København, overvejer at starte nye ruter på Fyn.

Står det til regeringen og Dansk Folkeparti, skal kravene til fjernbusselskaber lempes, så de fremover skal kunne lave ruter på ned til 75 kilometer. 

- Hvis de nye regler bliver fastlagt, vi vil se nærmere på mulighederne på nye forbindelser - også på Fyn, siger presseansvarlig Lotte Rystedt fra Flixbus.  

Flixbus vil dog på nuværende tidspunkt ikke komme ind på, hvilke ruter der kunne være tale om på Fyn.

Rute fra Rudkøbing

Foruden ruterne fra Odense har selskabet også en rute fra Rudkøbing på Langeland til København.

Ifølge det nye forslag skal eventuelt nye ruter være mindst 75 kilometer, og det vil derfor ikke være muligt at etablere nogen ruter fra Odense til Rudkøbing eller andre fynske byer, da der er for kort. Der er eksempelvis 64 kilometer mellem Odense og Rudkøbing.

Det er derfor tvivlsomt, om det vil betyde noget for Fynbus, der dagligt kører passagerer på Fyn. TV 2/Fyn har lørdag ikke kunnet træffe Fynbus for en kommentar.

Med bus fra Odense til Esbjerg

Ifølge Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen, er grænsen på mindst 75 kilometer lavet netop for at beskytte regionale selskaber som Fynbus mod konkurrence.

Derimod kan der blive tale om nye ruter fra Fyn til andre landsdele -  eksempelvis en rute mellem Odense og Esbjerg. Som det er i dag, skal man med bil eller tog for at komme mellem landets tredje- og femtestørste by.

Der er 140 kilometer mellem Odense og Esbjerg, hvor en ny busrute med de nye regler kan etableres. 
Der er 140 kilometer mellem Odense og Esbjerg, hvor en ny busrute med de nye regler kan etableres. 
Foto: Transportministeriet

På landsplan vil de nye reglerne ifølge Transportministeriet give fjernbusserne yderligere 600.000 passagerer årligt. Fjernbusserne havde i 2017 omkring halvanden million passagerer årligt.

Oversigt

    Oversigt