I det fynske folks tjeneste

Butiksansatte presset af åbningstider

Butiksansatte har problemer med at få passet deres børn, fordi butikkerne har længere åbent end de kommunale pasningstilbud. HK varsler flugt fra branchen.

01:03

1 af 2

HK Handel/Midt, som dækker Fyn, har spurgt 532 medlemmer om åbningstidernes betydning for deres børnepasning.

78,5% svarer, at de arbejder på tidspunkter, hvor der ikke er åbent i vuggestue, børnehave eller SFO.

66,2% svarer, at de har problemer med at få børn passet.

De fleste løser problemet ved at inddrage familien, mens knap 15% har hyret barnepige.

HK Handel/Midt mener, kommunerne svigter deres opgave.

- Det er ikke rimeligt, og kommunerne bliver nødt til at gøre noget, siger Pia Thurøe, formand, HK Handel/Midt.

Et problem for hele branchen

Børnepasningsproblemerne rammer ikke kun de ansatte, men også arbejdsgiverne, mener HK.

Næsten 70% af de adspurgte siger, at de overvejer at skifte branche. En tredjedel af de adspurgte føler, at de er holdt fast i ledighed på grund af børnepasningsproblemer, og knap 16% siger, at de er blevet ledige af samme grund.

Det kan gøre det svært for detailbranchen at skaffe uddannet personale, mener HK.

- Det burde motivere kommunerne til at gøre noget, siger formanden for HK Handel/Midt, Pia Thurøe.

- Skaffer de den nødvendige pasning vil flere borgere komme i arbejde og give penge i kommunekassen i stedet for at være på dagpenge eller kontanthjælp, siger hun.

Hun køber ikke kommunernes argument om, at der ikke er børn nok til døgnåbne institutioner og vil nu søge dialog med dem om det.