I det fynske folks tjeneste

Bye bye BroBizz: Nu kan du betale for broen med din nummerplade

00:17

Den nye løsning kommer ifølge chefen for betalingsanlægget ikke til at erstatte BroBizz’en, men kommer til at fungere som et supplement til BroBizz’en. Video: Mikkel Skov Svendsen

BroBizz’en bliver snart overhalet af en fremtidens betalingsløsning på Storebælt: Din nummerplade.

Sund & Bælt er i fuld gang med at gøre Storebæltsbroen mere digital. Derfor vil du fremover kunne betale for at køre over broen blot ved at lade et kamera aflæse din nummerplade.

Sund & Bælt regner med at indføre det nye system, der har fået navnet PayByPlate, fra den 23. marts.

- Når du kommer til betalingsanlægget, så er der kameraer, som genkender de tal og bogstaver, som er på nummerpladen. Systemet registrerer så, at der kommer en kunde igennem, og så kan vi generere en automatisk betaling – og så kommer man igennem, siger Jens Kjær Nielsen, der er chef for betalingsanlægget hos Sund & Bælt. 

Læs også Storebæltsbroen sætter rekord efter prisfald

Den nye betalingsløsning fungerer på den måde, at man, inden man vil krydse Storebælt, skal tilmelde sin nummerplade som betalingsmiddel.

Når man nærmer sig betalingsanlægget på broen, er der særskilte baner til PayByPlate-kunder, hvor kameraer automatisk genkender nummerpladerne, bommen løftes, og pengene trækkes automatisk på det tilknyttede betalingskort.

Dobbelt så hurtigt gennem betalingen

Med den nye PayByPlate-løsning skal bilister derfor ikke længere investere i en BroBizz, der krævede indbetaling af et depositum på 200 kroner, før man fik sin BroBizz og med den mulighed for at få den nedsatte brotakst.

Læs også Storebæltsbroen bliver billigere: Men kun for dig med brobizz

Med nummerpladegenkendelsen er det nu gratis at registrere sig, så man som bilist kan få den nedsatte brotakst. Derfor håber Jens Kjær Nielsen, at de kan få nogle af de bilister, der i dag betaler med dankort, til at tilmelde sig den nye løsning. 

- Fordelen ved PayByPlate er, at det er en betalingsform, som giver mulighed for, at man både får sin rabat – og så er den fuldautomatisk. Det vil sige, at man kommer dobbelt så hurtigt igennem med PayByPlate, som man gør, hvis man skal betale med kort, siger Jens Kjær Nielsen.

Derved kommer trafikken til at glide hurtigere gennem betalingsanlægget.

Hvad er PayByPlate

 
  • Sund & Bælt lancerer 23. marts en ny betalingsform over Storebælt, PayByPlate.
  • Konceptet er, at man som kunde tilmelder sin nummerplade som betalingsmiddel, og når man kommer hen til betalingsanlægget, vil kameraer aflæse nummerpladen, automatisk trække et beløb for at passere broen, og så går bommen op.
  • Ifølge Sund & Bælt går det dobbelt så hurtigt, som hvis man skal betale med Dankort.
  • Systemet kræver, at nummerpladen er ren. Ellers er der personale i betalingsanlægget, der kan hjælpe kunder igennem.
  • I første omgang tilbydes PayByPlate kun til biler under seks meter.
  • Tilmelding foregår på BroBizz’ hjemmeside eller app. Det er gratis at tilmelde sig PayByPlate.

Den nye løsning kommer ifølge chefen for betalingsanlægget ikke til at erstatte BroBizz’en, men kommer til at fungere som et supplement til BroBizz’en, der fortsat er den hurtigste måde at komme igennem betalingsanlægget på.

- Det er til dem, der ikke vil have en BroBizz, men som gerne vil have en lavere takst og rabatter, siger Jens Kjær Nielsen.

Sund & Bælt forventer, at mindst ti procent af de rejsende kommer til at vælge den nye nummerpladeløsning.

01:56 Luk video

Ved du noget? Så send os et tip