I det fynske folks tjeneste

Camillas morfar
kan blive på fri fod

Østre Landsret i København besluttede tirsdag eftermiddag, at den 62-årige morfar Erhardt Knudsen kan forblive på fri fod. Dermed stadfæster landsretten byrettens afgørelse fra i fredags. Morfaren blev i sidste uge anholdt for at skjule sit barnebarn, som kommunen vil have tvangsfjernet.

-

Østre Landsret i København besluttede tirsdag eftermiddag, at den 62-årige morfar Erhardt Knudsen kan forblive på fri fod. Dermed stadfæster landsretten byrettens afgørelse fra i fredags. Morfaren blev i sidste uge anholdt for at skjule sit barnebarn, som kommunen vil have tvangsfjernet.


Den 62-årige Erhardt Knudsen kan ånde lettet op. Han skal ikke i fængsel i denne omgang, selvom han i gennem seks måneder har været på flugt med sit barnebarn Camilla. Odense Kommune mener ikke, at det tjener barnets tarv, at morfaren og mormoren passer Camilla.


Camillas mor er narkoman og kan derfor ikke selv passe sit barn.


Anholdt og løsladt
Erhardt Knudsen og hans kone vil dog ikke frivilligt efterleve kommunens beslutning om en tvangsfjernelse. De mener, at Camilla har det bedst hos dem, og har derfor holdt hende skjult rundt omkring i Europa gennem et halvt år. Men forrige mandag lykkedes det for Odense Politi at anholde den 62-årige morfar.


Fredag besluttede en dommer i byretten i Odense dog at sætte Erhardt Knudsen på fri fod igen. Dommeren skønnede ikke, at tvangsfjernelsessagen kunne løses med frihedsberøvelse. Odense Politi ankede straks sagen til landsretten, men nu har Østre Landsret altså stadfæstet afgørelsen fra Odense.


Politiet afventende
Efter dagens afgørelse i Østre Landsret vil Odense Politi nu tage kontakt til Odense Kommune for at få afklaret hvordan sagen nu skal løses.


Sagens hovedperson - den fem-årige Camilla - er stadig på flugt fra myndighederne sammen med sin mormor. Men Odense Kommune har bebudet at sagen skal revurderes i tvangsfjernelsesudvalget i næste uge.