I det fynske folks tjeneste

Carl Holst holdt "Løkke-show" der aldrig blev godkendt

Tidligere regionsformand Carl Holst gik uden om forretningsudvalget og Rådet for Regional Udvikling, da han i foråret godkendte et stort regionalt topmøde i Kolding med Venstres formand Lars Løkke Rasmussen som en af hovedtalerne.

Cecilie Beck fra TV 2 var ordstyrer på det Syddanske Topmøde

Det fortæller flere politikere i dag overfor TV 2/Fyn.

Topmødet fandt sted den 13. april, og var et arrangement under projekt "Smart Vækst og Velfærd", hvor Chr. Ingemann Nielsen dengang var ansat som kommunikations-rådgiver, selv om han det meste af tiden angiveligt arbejdede som personlig assistent for Carl Holst.

Mistanke om valgkamp på Regionens regning

- Vi havde en mistanke om, at det store "Løkke-show", som vi kaldte det, var et led i Carl Holst' personlige forsøg på at blive valgt til folketinget. Da vi så programmet, rejste jeg sagen i Forretningsudvalget. Jeg var utilfreds med, at programmet ikke var blevet godkendt af os politikere,

siger regionsmedlem Jørn Lehmann (S) til TV 2/Fyn.

I følge Jørgen Lehmann påstod Carl Holst under mødet i forretningsudvalget, at programmet var godkendt i Rådet for Regional Udvikling.

- Det viste sig at bare være direkte usandt, siger regionsmedlem Poul Andersen (S), som sidder i Rådet for Regional Udvikling. Vi har aldrig godkendt det program. Jeg rejste så sagen overfor Stephanie Lose, som dengang var formand for Det Regionale Uudviklingsråd. Men hun gjorde ikke noget ved sagen, siger Poul Andersen.

Mange af politikerne var også dybt forundrede over, at direktionen i Region Syddanmark havde hyret det københavnske kommunikationsbureau Geelmuyden Kiese til at stå for markedsføring af topmødet.

Heller ikke denne kommunikationsopgave blev godkendt af politikerne, hverken i Forretningsudvalget eller Rådet for Regional Udvikling.

Prisen for opgaven kostede regionens skatteydere 267.375 kroner.

Jørn Lehmann siger til TV 2/Fyn, at kritikken stilnede af, da der kort tid efter blev udskrevet valg og Carl Holst blev valgt til folketinget.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Carl Holst, men regionsrådsformand Stephanie Lose erkender i en mail til TV 2/Fyn, at programmet ikke var politisk behandlet.

- Det har hele tiden været politisk godkendt, at der skulle holdes en afsluttende konference. Det er korrekt, at programmet ikke har været politisk behandlet. Det var færdig meget sent op til konferencen. De primære oplægsholdere, der udover Lars Løkke var planlagt til bl.a. Anker Boye og Carsten Hansen (begge meldte afbud, derfor var programmet sent færdigt), var rundsendt til regionsrådet lidt over en måned før konferencen. Det gav dog ikke anledning til kritik på daværende tidspunkt, hverken i presse, på møder eller andet. Kritikken blev fremført efter konferencen var blevet afholdt, skriver hun.

Du kan se og læse mere om den her historie på alle TV 2/Fyns platforme.

Og du kan se programmet og talerne på dette link.

http://www.regionsyddanmark.dk/wm464319