I det fynske folks tjeneste

Cirkusfolk i retten for butikstyveri – én frifundet og én fængslet og udvist

To polske ansatte ved Cirkus Arena blev for to uger siden taget for butikstyveri i Intersport i Nyborg. Tirsdag var de i retten.

En polsk mand blev tirsdag formiddag idømt ubetinget fængsel og udvisning for butikstyveri. Foto: Erik Refner / Ritzau Scanpix

Sammen med lokale nyborgensere fangede to butiksansatte fra Intersport på Gammel Torv i Nyborg for 14 dage siden to butikstyve, der forsøgte at stikke af med tøj, de havde skjult i såkaldte russerposer.

Siden har de to polske mænd siddet varetægtsfængslet, indtil de tirsdag ved Retten i Svendborg fik deres straf. Eller faktisk var det kun den ene, der modtog en straf – den anden blev frifundet.

Læs også To mænd risikerer udvisning: Intersport-ansatte løb efter og fangede butikstyve

- Den ene fik en straf på 30 dages ubetinget fængsel. Oveni det blev han udvist med indrejseforbud i seks år, siger Monika Mogensen, der er anklagefuldmægtig ved Fyns Politi og var anklager ved tirsdagens retsmøde i Svendborg.

De to tiltalte, to polske mænd på henholdsvis 26 og 33 år, arbejdede ved Cirkus Arena, hvor de ifølge deres forklaringer i retten havde arbejdet siden april.

Begge de to arbejdede med opsætning af telte og andre praktiske ting omkring cirkusforestillingerne.

Fanget af butiksansatte

Den dømte var tiltalt for to forhold af tyveri fra Intersport-butikken. Han modtog dommen og erkendte forholdene.

Den anden var tiltalt for et enkelt tilfælde af tyveri fra butikken, men blev altså frikendt.

Læs også 19-årig stak af fra politiet – hundepatrulje fandt ham i å

- To mænd går ind i hvert sit prøverum med henholdsvis en jakke og en dunvest, som de så skjuler i forede poser, også kaldet russerposer. De forlader så butikken uden at betale, men bliver råbt an af personalet, hvorefter de stikker af, sagde vagtchef ved Fyns Politi Thomas Bentsen til TV 2/Fyn 18. juni, hvor de to blev fanget, anholdt og varetægtsfængslet.

Personalet fik hurtigt fanget den ene af de to, der efterfølgende blev tilbageholdt. De to snarrådige butiksansatte får overtalt nogle borgere til at holde øje med ham, de allerede har fanget, mens de ansatte løber efter den anden, der i løb stak af i retning mod Landeporten.

Efter en kort jagt fangede de også ham, og personalet kunne derefter tilbageholde begge mænd, indtil politiet ankom til stedet og tog dem med.

Læs også Mistanke om spirituskørsel: 19-årig kørte bil i kanalen

Den ene af de to kunne omkring middagstid forlade Retten i Svendborg som en fri mand, mens den anden altså må tilbringe små to uger yderligere bag fynske tremmer, inden han bliver udvist af Danmark.