I det fynske folks tjeneste

Cowboyslagsmål på morgenværtshus

Politiet blev tilkaldt til uro på morgenværtshuset Rådhuskælderen i Odense. Men politiets ankomst gjorde bare uromagerne endnu mere sure.

Dørmænd så sig nødsaget til at tilkalde politiet klokken halv fem søndag morgen i Odense.

Der var uro på Rådhuskælderen, og dørmændene ville gerne have politiet til at eskortere tre ballademagere væk fra stedet.

- Men da vi kommer, retter to af dem deres vrede mod Politiet. De kaster med barstole, og det udvikler sig til lidt af et cowboyslagsmål, fortæller Kim Munksgaard, Fyns Politi.

Især en af de to uromagere er voldsom, så politiet må pacificere manden med peberspray.

- Men han kniber en betjent hårdt i kinden, da vi rejser ham op, så han bliver også sigtet for vold mod tjenestemand, siger vagtchefen.

Begge "cowboys" er kendt af politiet i forvejen. De er 35 år og fra Odense.

Begge bliver sigtet for overtrædelses af restaurationsloven, og de får også et forbud mod at komme på Rådhuskælderen.

Efter afhøring på politigården bliver de løsladt igen.

Ved du noget? Så send os et tip