DA: Alle kommuner skal have helbredspatrulje som Odense

DA vil have politikerne til at sikre, at alle kommuner følger Odense og nu Københavns eksempel med at lade helbredspatruljer få sygemeldte indvandrerkvinder i job.

I Dansk Arbejdsgiverforening, DA, er der glæde over, at Københavns Kommune nu sender en helbredspatrulje på gaden for at få sygemeldte indvandrerkvinder på kontanthjælp i arbejde.

Et særligt hold af eksperter vil indkalde kvinderne til samtale og kan annullere en lægeerklæring, hvis det viser sig, at en kvinde er rask nok til at tage et arbejde.

I DA hæfter chefkonsulent Erik Simonsen sig ved, at kun to kommuner indtil videre har oprettet en helbredspatrulje med en læge, psykolog og jobkonsulent.

- Der er brug for, at de andre 96 kommuner også kommer med. Folketinget bør sikre, at alle følger efter de gode eksempler. Leverer Christiansborg nogle klarere rammer her, så vil færre blive fastlåst i offentlig forsørgelse, og arbejdsmarkedet vil kunne få tilført nogle hænder, som der er så akut brug for, siger Erik Simonsen.

Oversigt

    Oversigt